Meninger

Ændringer skal skabe forbedringer – ikke forringelser

Siumut accepterer ikke, at der lægges op til forringelser i vare- og serviceforsyningen i yderområderne. Ændringer skal være forbedringer – ikke forringelser

Af Aleqa Hammond, formand, Siumut

Oversat – Der er ét valgsted, ét fællesskab, ét Inatsisartut og Naalakkersuisut, som skal forvalte og betjene landet som et samlet Grønland. Vi har brug for en politisk ledelse, der ser samfundet ud fra et lighedsprincip.

Når der skal ske ændringer, skal det være ændringer til forbedringer. I disse dage er der kommet budskaber om, at forsyningen i yderområderne vil blive forringet, idet åbningstiderne skulle forkortes, og butikkerne kun skulle drives med et mindre sortiment. Dette tager vi i Siumut stærkt afstand fra og kan ikke acceptere. Vi kan på ingen måde deltage i forslag, der betyder forringelser i borgernes levevilkår. Derfor mener vi, at Naalakkersuisut må gribe ind, og at alle partier i fællesskab må pege på løsninger, der fører til forbedringer.

I yderområderne og i de mange bygder i Nordgrønland, hvor der er få handelsmuligheder og begrænset udbud, har beboerne ikke mange valgmuligheder i forhold til butikker. Som bekendt er forsyningsforholdene ikke optimale, og i mange år er der blevet klaget over forsyningen, og det er blevet påpeget, at der er behov for forbedringer. I dag er det ofte kun butikken, man kan støtte sig til, både i forhold til bank, post og andre funktioner, hvilket allerede betyder forringelser for de mennesker, der bor i yderområderne.

Derfor råber vi nu vagt i gevær og siger klart, at vi ikke kan acceptere, at spareplaner skal ramme yderområderne yderligere. Tværtimod efterlyser vi forbedringer i borgernes levevilkår. Yderområderne bidrager betydeligt til landets økonomi gennem fiskeriet, og det må stoppes helt at planlægge yderligere forringelser dér.

Vi har heller ikke overset, at forholdene for transport i yderområderne er blevet mere og mere vanskelige i de seneste år, og at forholdene i forhold til afsætning også er blevet stadig vanskeligere. For at vende udviklingen vil vi i Siumut arbejde målrettet for forbedringer.

Siumut er parat til at deltage i en mere fleksibel forsyningsmodel, og ikke mindst vil vi understrege, at alle borgere – uanset bopæl – skal have lige adgang til service.

Vi ønsker at arbejde for en mere fleksibel transport, handel baseret på behov, styrkelse af erhvervslivet og udvidelse af produktionsmuligheder.

Ændringer skal være forbedringer – vi siger nej til ændringer, der betyder forringelser i borgernes levevilkår.