De unge skal ikke arve begrænsninger – men muligheder

Af Ineqi Kielsen, politisk næstformand i Siumut og kandidat til folketingsvalget

Et samfund måles ikke kun på sin økonomi.
Det måles på, hvad det giver videre til næste generation.

Når vi taler om Grønlands fremtid, taler vi ofte om selvstændighed, bloktilskud og geopolitik. Men den virkelige prøve på vores ansvar ligger et andet sted.

Den ligger i, hvad unge grønlændere arver.

Arver de strukturelle begrænsninger?
Eller arver de muligheder?

Det er det spørgsmål, der bør styre vores politiske prioriteringer.

Demografi som skæbne – eller som potentiale

Grønland er et ungt samfund. En betydelig del af befolkningen er under 30 år. Det er ikke en byrde. Det er en historisk mulighed.

I mange europæiske lande er aldring den store udfordring. Arbejdsstyrken falder. Forsørgerbyrden stiger. Innovationskraften svækkes.

Grønland står i en anden situation.

Vi har en generation, der kan forme de næste 30–40 år. Men kun hvis vi investerer i den.

Hvis vi ikke gør, risikerer vi det modsatte:
Udvandring.
Afhængighed.
Tab af kompetencer.

Demografi er ikke skæbne.
Det er politisk ansvar.

Uddannelse som national kapacitet

Hvis Grønland en dag skal bære flere statslige funktioner selv – hvad enten det gælder finansregulering, diplomati eller forsvar – kræver det kompetencer.

Det kræver jurister, økonomer, diplomater, ingeniører, forskere.

Det kræver unge, der ikke blot kan navigere i det grønlandske samfund, men også i internationale systemer.

Derfor må uddannelse ikke ses som individuel social mobilitet alene.
Det er en strategisk investering i statskapacitet.

Adgang til danske og internationale uddannelser skal styrkes.
Ilisimatusarfik skal udvikles.
Overgangen fra studie til job i Grønland skal forbedres.

Hvis unge oplever, at deres kompetencer ikke kan bruges hjemme, vil de søge mod steder, hvor de kan.

Det er ikke illoyalitet. Det er rationalitet.

Brain drain eller brain gain?

Mange små samfund oplever brain drain – talentfulde unge forlader landet og vender ikke tilbage.

Men brain drain er ikke uundgåeligt. Det kan vendes til brain gain.

Nøglen er at skabe strukturer, der gør det attraktivt at vende hjem.

Det kan være:

• Karriereveje i offentlig administration
• Iværksætterstøtte
• Forskningsmidler
• Netværksprogrammer
• Midlertidige hjemvendelsesordninger

Vi bør ikke forvente, at unge automatisk vender hjem af pligtfølelse. Vi bør skabe rammer, der gør det attraktivt.

18-års perspektivet

Overgangen til voksenlivet er et kritisk tidspunkt.

Hvad hvis alle unge i Grønland ved det fyldte 18. år fik mulighed for et struktureret ophold i et andet land i rigsfællesskabet – eller internationalt – med det formål at opbygge netværk og erfaring?

Et sådant program kunne styrke både identitet og udsyn.

Man vender stærkere hjem, når man ved, hvem man er – og hvad verden er.

Iværksætteri og økonomisk selvstændighed

Selvstændighed handler ikke kun om staten. Det handler om individet.

Hvis unge grønlændere skal arve muligheder, skal de have adgang til kapital, rådgivning og markeder.

Iværksætteri i Grønland møder særlige udfordringer: lille hjemmemarked, høje transportomkostninger, begrænset adgang til risikovillig kapital.

Det kræver innovative løsninger.

Mikroinvesteringsfonde.
Digitale platforme.
Arktiske innovationsnetværk.

Unge skal ikke blot være arbejdstagere. De skal være arbejdsgivere.

Mental robusthed og fællesskab

Fremtid handler ikke kun om økonomi. Den handler også om trivsel.

Unge i Grønland møder særlige udfordringer: geografisk isolation, begrænsede uddannelsesmuligheder lokalt, sociale problemer i visse områder.

Politik må derfor også handle om mental robusthed.

Kultur, sport, fællesskaber og frivillighed er ikke sekundære emner. De er fundamentale.

Et samfund, hvor unge føler sig forbundet og værdsat, er et samfund med fremtid.

Grønland i verden – og verden i Grønland

Unge vokser op i en globaliseret verden.

Digital teknologi betyder, at en ung i Nuuk kan være i dialog med verden på få sekunder. Det åbner muligheder – men også konkurrence.

Hvis Grønland vil fastholde talent, må vi tænke internationalt.

Flersprogethed skal styrkes.
Internationale partnerskaber skal udbygges.
Grønlands unge skal have adgang til globale netværk.

Men internationalisering må ikke betyde rodløshed.
Identitet og udsyn skal gå hånd i hånd.

Fra valgperiode til generationsperspektiv

Politik tænkes ofte i fireårige perioder.

Men ungdomspolitik må tænkes i 20-årige perspektiver.

Hvis vi i dag investerer målrettet i uddannelse, iværksætteri og institutionel kapacitet, vil effekten først være fuldt synlig om en generation.

Det kræver tålmodighed.

Det kræver mod til at prioritere langsigtet over kortsigtet.

Selvbestemmelse starter i klasselokalet

Debatten om Grønlands fremtid reduceres ofte til spørgsmålet om selvstændighed.

Men selvstændighed starter ikke i en folkeafstemning.
Den starter i et klasselokale.
I en iværksættervirksomhed.
I en forskningsenhed.
I et internationalt netværk.

Hvis unge grønlændere arver stærke institutioner og reelle muligheder, vil de kunne træffe informerede valg om Grønlands fremtid.

Hvis de derimod arver strukturelle begrænsninger, vil valget være teoretisk.

Afslutning

Et samfund kan vælge at administrere sin nutid.
Eller det kan vælge at forme sin fremtid.

Hvis vi ønsker, at Grønland skal stå stærkt om 20 år, må vi begynde med de unge i dag.

De skal ikke arve begrænsninger.
De skal arve muligheder.

Det er ikke blot ungdomspolitik.
Det er nationens vigtigste projekt.