Hvis et stærkt folk skal skabes, må familierne sættes i centrum

Et stærkt samfund kræver, at vi ser fortiden i øjnene, anerkender vores ansvar og bygger fremtiden op fra bunden – med familien i centrum, fællesskab som grundlag og menneskets værdighed i fokus.
Når der skal lægges visionære planer for fremtiden, er det uundgåeligt først at rette blikket mod det, der allerede er sket. Det er netop disse erfaringer, der skal fungere som pejlemærker for de mål, vi ønsker at virkeliggøre. Det vigtigste er derfor evnen til at stille spørgsmål: Hvordan begyndte det? Hvordan forløber det? Og hvordan skal det lykkes?
I vores tid, i vores lille samfunds levevis og nuværende situation, findes der mange forhold, der fortjener opmærksomhed. Blandt os er der mange, som har svært ved at få livet til at hænge sammen – heriblandt alt for mange med særlige behov, men som desværre omgives af mennesker, der selv er opgivende. Fra generation til generation, fra det, der engang var traditioner, til det, der nu blot er vaner. Livets strøm synes at bevæge sig uophørligt – som en fugl uden et sted at lande.
Vi befinder os i en overgangsperiode efter flere årtiers udvikling i vores måde at være familie og lokalsamfund på. Fra at være fangere til at være fiskere, fra fiskere til lønarbejdere, og fra lønarbejde til overgang mod højere uddannelse. Men i denne udviklingsvej er det blevet sådan, at penge i dag har indtaget den mest centrale plads. Menneskets liv har mistet sin centrale betydning. Menneskets værdier er ikke længere de vigtigste – ja, selve menneskets værdighed er nu blevet noget, man kan stille spørgsmålstegn ved.
Den nuværende situation er alvorlig og har bragt mange konflikter med sig. Det er blevet mere og mere almindeligt med verbale angreb og nedladende tale, fordi man siger, at ytringsfrihed giver ret til at sige alt. Hån og latterliggørelse er blevet almindeligt, og det er trist at se, hvordan magtkampe i stigende grad fører til grænseløs jagt på fejl og mangler. Selvom vi fortsat påstår, at vi er rollemodeller for de næste generationer – hvad er det egentlig, vi viser dem? Hvilken fremtid skal deres børn vokse op til?
Tidligere var fællesskab noget, der levede naturligt blandt folket. I dag hører man ofte udtryk som: “Du rager ikke mig, du har ingen stemme.” Holdninger og vaner, vi har overtaget udefra, har fundet vej ind i vores hverdag og er i betydelig grad begyndt at ændre vores værdier og det, vi anser for vigtigt.
Mange forældre har aldrig fået ordentlig vejledning i, hvordan man tager sig af og opdrager et barn. De har ikke fået støtte til at stå på egne ben. Nogle har helt opgivet og har lukket sig inde med deres problemer. Andre har forsøgt at flygte fra deres hverdag ved hjælp af alkohol og euforiserende stoffer.
Der er også mennesker, som ikke længere ser værdi i at arbejde – selv ikke med offentlig støtte. De siger, at arbejdet alligevel ikke kan betale sig.
Samtidig mangler vores land medarbejdere, som kan give mennesker nærværende støtte og omsorg – selvom lederne har kendt til problemet i lang tid, har de undladt at handle. Der findes stærke mennesker, som kæmper for at bære byrderne og ofte forsøger at være til hjælp for andre. Men kan vi med sindsro sige, at “de er bare sådan”? Vi må erkende det ærligt og sige: Vi har selv skabt denne situation. Det nytter ikke at skyde skylden på andre og jage syndebukke.
Hvis vi ønsker at skabe et stærkt folk – hvordan skal vi så prioritere de næste skridt? Hvem skal vi rette os mod? Hvad skal komme først? Hvordan skal vi forme og organisere det?
Vores udgangspunkt må være forældre og kommende forældre. Hvis bedsteforældre med sunde livserfaringer kan bidrage, vil der være mange kræfter at hente. For i et lille samfund er familie det mest værdifulde og det allervigtigste.
Hvis vi vil skabe et stærkt folk – mennesker, der står på egne ben og har tillid til sig selv – må vi sørge for at skabe ordnede rammer. Vi må begynde helt fra bunden, for hvis man tror på målet, kan det nås. Opgaven er stor, for i centrum af målet står det at tage fælles ansvar.
Vi må lægge konflikterne bag os. Vi er et folk, der både har danskere iblandt os og efterkommere af forfædre, som havde forbindelse til dansk kultur. Hvorfor nedgør vi os selv, når vi faktisk har brug for hinanden?
Små samfund rummer store hjerter – for deres land og for deres efterkommere.
