Her i vort vidtstrakte land bor vi langt fra hinanden og er befolkningsmæssigt et lille folk, samtidig med, at landet indimellem kan være barsk og vi derfor konstant må tilpasse os de vilkår der er givet. På samme måde er tiden inde til at blive klogere på, hvordan vi tager os af os selv og hinanden
Af Lars Poulsen, medlem af Inatsisartut, Siumut
(Oversat) En del af vores dagligdag i vores samfund er vores mangfoldighed; en mangfoldighed der har bund i vores udstrakte land og vores forskelligartede levevis. Det er da også årsagen til, at problemer i bostederne manifesterer sig på vidt forskellige måder, selvom måden disse kommer til udtryk på kan være letgenkendelige – vores forbrugsmønster med alkohol og lignende, der igen bringer udfordringer til vores hjem på grund af måden vi forbruger sådanne på, og lignende.
Samtidig er forudsætningerne for at kunne tjene til dagen og vejen meget forskelligartede i de enkelte bosteder, hvor de bedste muligheder for indtjening typisk ligger i de mere befolkningstætte bosteder. For eksempel Nuuk, der gennemsnitligt har den højeste indkomst – og i samme kommune – Sermiligaaq med den laveste[1].
Evnen til kunne opretholde en høj indkomst hænger ofte sammen med flid og uddannelsesniveau, og ikke mindst, om der er muligheder for indtjening på det pågældende sted. Netop i det spændingsfelt har vi dobbelte og presserende udfordringer. Vi har en kæmpe udfordring foran os med hensyn til uddannelsesniveauet, for sandheden er, at antallet af børn og unge der kommer videre fra folkeskolen – eller på anden måde dygtiggør sig – siden Selvstyrets indførelse ikke har rykket sig markant. Kun halvdelen kommer videre, og netop dét har kun besværligt forbedret sig gennem årene.
Socialvidenskabeligt forskning
Jeg tror tiden er inde til, at vi får etableret et socialvidenskabeligt forskningsmiljø. I samme ombæring kan vi udvide forståelsesrammen for begreber som ”forsorg og socialt arbejde”, fordi det sociale område ikke kun dækker over forsorg og hjælpeforanstaltninger, men også indebærer de givne muligheder. Vi har herhjemme ganske store erfaringer på det sociale område, hvilket i høj grad er gældende for landsdelene, for eksempel på Østkysten.
Omsorgssvigt af børn, anbringelser af børn, seksuelle overgreb og krænkelser, selvmord, mord, misbrug af alkohol og euforiske stoffer, boligmangel og mange andre forhold har Østkysten betydelige erfaringer, også forskningsmæssigt. I statistisk sammenhæng er Østkysten det hårdest ramte område. Hvis vi kan styrke vores videns grundlag for hele landet som sådan via et videns center på akademisk niveau, vil vi alle uden tvivl blive klogere, ikke mindst hvis et evidensbaseret forskning kan etableres med udgangspunkt i lokalsamfundene og på den lokale viden.
Derfor går jeg for tiden rundt med tanken om at indbringe et sådant forslag til forårssamlingen i Inatsisartut. Ved at etablere et socialvidenskabeligt forskningsmiljø, kan vores målsætninger om forbedringer i tilstandene måske komme hurtigere i mål, og basere sig mere på faktisk viden og et sagligt grundlag.
Jeg går også med tanker om, om det er en overvejelse værd at etablere en kommissionslignende kompetence. De områder der er tale om her er ganske omfattende, og kræver det samme om vores samlede viden og koordinationsevne. Det er nok ikke noget nogen bare lige gør, for alle initiativer skal ske i sammenhæng med hinanden.
[1] https://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached%20Files/Finans/DK/Skatte%20og%20velfaerdskommissionen/Indkomster%20og%20indkomstfordeling%20i%20Gr%C3%B8nland%20i%202007%20-%20Arbejdspapir.pdf