Greenland Airports må indkaldes til ekstraordinær generalforsamling

Siumut ønsker handling, da der er opstået et presserende behov for politisk indgriben i forbindelse med de voksende problemer i lufttrafikken. Åbningen af den nye lufthavn i Nuuk har medført betydelige udfordringer for infrastrukturen. Vi kan ikke ændre på vejret, men mange borgere oplever nu massive forringelser i rammevilkårene, og rigtig mange mennesker er blevet ramt af aflysninger og forsinkelser. En stor del af problemerne skyldes forhold, vi alle som rejsende kan se med egne øjne. Derfor kræver Siumut, at Greenland Airports indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, og at Naalakkersuisut tager ansvar og deltager aktivt i at finde løsninger. Hvis der ikke handles, frygter Siumut, at problemerne også vil gentage sig i Ilulissat og Qaqortoq.
Af Erik Jensen, formand for Siumuts Inatsisartut-gruppe
Oversat – Når det gælder lufttrafik og åbningen af Nuuk Lufthavn, står vi midt i en situation, der kræver stor koordinering. Flytrafik er den vigtigste transportform i landet, og den står nu over for mange udfordringer. Lufthavnspersonalet arbejder hårdt under vanskelige forhold – og det skal de have stor tak og respekt for. Vi ønsker dem fortsat god arbejdslyst.
Men vi kan ikke alene regne med medarbejderne. Jeg mener, at tiden nu er inde til, at der må tages nødvendige skridt i forholde til ledelsen i Greenland Airports.
Derfor kræver Siumut, at Greenland Airports indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, hvor der med udgangspunkt i den nuværende situation fokuseres på at forbedre servicen. Selskabet er ejet af det offentlige og skal betjene borgerne – derfor er det politisk nødvendigt at handle. Hvis vi ikke vil miste medarbejdere, må rammerne forbedres, og der må handles.
Borgerne rammes
Rigtig mange borgere – ældre, personer med handicap, patienter, der skal rejse for behandling, børnefamilier, gæster og mange andre – bliver gang på gang ramt af alvorlige forstyrrelser, og det mener jeg ikke, vi længere kan ignorere. Jeg ser det som helt afgørende, at vi undgår, at flytrafikken bliver ved med at være præget af ustabilitet, også som følge af forhold på land, for lufttrafikken skal være så smidigt organiseret som muligt med borgernes behov i centrum.
Allerede i 2022 advarede jeg om, at transportproblemer påvirker folks hverdag. Dengang blev jeg mødt med hård kritik og fremstillet som modstander af udvikling og som en, der kun talte for Nuuks udvikling, selvom det ikke var sandt. I dag står det klart, at problemerne er reelle, og endda blevet værre.
Vi vil deltage i løsningen
Siumut er klar til at samarbejde om at finde løsninger. Men det kræver, at nogen påtager sig ansvaret, og det skal ske nu.
Derfor er det nødvendigt, at Naalakkersuisut handler og ikke nøjes med administrative skrivebordsgeneralforsamlinger for selskaber der er sat i verden for at servicere borgerne. Vi må nu arbejde konkret for at finde løsninger.
Og det er især vigtigt, hvis de fejl, der er begået i Nuuk, ikke skal gentage sig i Ilulissat og Qaqortoq.