Måske er det nu tid til at stille os selv spørgsmålet, om det beskyttede område i Østgrønland, Unesco-området ved Ilulissat Isfjord og fuglereservaterne i Kitsissunnguit ved Diskobugten rent faktisk har gavnet lokalbefolkningen siden deres oprettelse. Et reservat kan kun opretholdes ved i videst muligt omfang at begrænse muligheden for at udnytte området.
Af Frantz Lundblad, medlem af kommunalbestyrelsen, Qeqertalik
Oversat – Vi kunne endda gå så langt som at sige, at de aldrig har været til gavn, og at deres status måske endda har skabt flere problemer. Vi hører nemlig sjældent om, at lokalbefolkningen har udtrykt tilfredshed med disse beskyttede områder. Tværtimod har vi oftere hørt om, hvordan de har begrænset mulighederne for dem, der bor i områderne.
Vores land må ikke ende med at blive en zoo og en naturpark, som kun turister kan komme og beundre på afstand.
Det er beklageligt, at vores politiske ledere i disse år synes at “sælge” vores land mere til andre nationer, hvilket giver indtryk af, at lokalbefolkningen ofte ikke bliver prioriteret. Grønlands ressourcer og dyreliv burde kunne udnyttes af befolkningen uden unødvendige restriktioner eller overdrevne krav, til gavn for både levebrød og økonomi. Vores moderne livsstil er blevet stærkt påvirket, hovedsageligt som følge af beslutninger, der er truffet ovenfra som i andre lande, og uden tilstrækkelig hensyntagen til vores eget lands behov og interesser.
Vi ser, at mange skibe sejler frit rundt i de beskyttede områder i Østgrønland uden ordentlig overvågning, og det er måske endda blevet opfattet som en selvfølge. Vi hører, at skibstrafikken i Østgrønland har stor negativ indvirkning på narhvalerne, som forstyrres i deres naturlige habitat. Narhvalerne, der er uundværlige for fangstmændene i Østgrønland, bliver forhindret i at søge ind i fjordene på grund af skibe og fartøjer, hvilket er sørgeligt, især fordi det kun får begrænset opmærksomhed. Selv medierne prioriterer at diskutere Watsons midlertidige tilbageholdelse i Grønland frem for at belyse dette problem.
Der er et ønske om at udvide de beskyttede områder yderligere
I 1974 blev der oprettet et beskyttet område i Østgrønland, men desværre har man ikke lært meget af denne erfaring. Nu forsøger man at etablere et nyt beskyttet område i Nassuttuup Qinngua i Vestgrønland, et område, som er afgørende for grønlændernes efterårsfangst og livsgrundlag, og som de ikke kan undvære.
Det beskyttede område i Østgrønland er underlagt strenge love, hvor det primære formål er at bevare naturen. Beskyttelsen af området indebærer, at det kun kan udnyttes i meget begrænset omfang. Du kan finde lovgivningen for de beskyttede områder i Østgrønland her.
Jeg har svært ved at acceptere udtalelserne fra dem, der arbejder for at etablere det nye beskyttede område i Vestgrønland, når de hævder, at vi ikke vil miste vores grønlandske fangsttraditioner og kultur. Vi kan allerede se, hvordan forholdene er blevet for fangerne i Østgrønland. Ligeledes i Kitsissunnguit i Diskobugten, hvor lokalbefolkningen i perioder ikke længere har adgang, og den kulturelt vigtige tradition med ægsamling, som mange familier har værdsat, er forsvundet. Tabet af vores kultur er ikke noget småt – det er et stort og betydeligt tab.
Når områder bliver fredet rundt om i verden, ser vi ofte, at de hurtigt bliver populære destinationer for folk udefra, og turismen stiger markant. Men her i Grønland er naturen vores vigtigste “spisekammer”. Det er fra naturen, vi henter vores føde og ressourcer, og den har en uundværlig rolle i vores daglige liv og kultur.
Netop derfor må vores land ikke blot blive en zoo, hvor fremmede kommer for at beundre naturen, mens vores egne behov og traditioner bliver tilsidesat. Naturen skal ikke blot være en attraktion for turister, men fortsat være en kilde til liv og levebrød for os der lever her.