Ilulissat-aftalen og Grønlands rolle i et forandret Arktis
Ilulissat-aftalen fra 2008 fastslog, at Arktis ikke skal militariseres, og den fungerer stadig som grundlag for samarbejdet mellem de fem arktiske stater. Siden da er den internationale situation dog ændret markant, og militær tilstedeværelse i Arktis er vokset – også i grønlandsk territorium. Vi må kræve reel inddragelse og beslutningsret i forsvars- og sikkerhedsspørgsmål, da landet ifølge Selvstyreloven har ejendomsret over sit territorium. Derfor efterlyser Siumut et åbent samarbejde, og om en genforhandling af Ilulissat-aftalen skal finde sted – denne gang med Grønland som vært – for at afklare, om princippet om et ikke-militariseret Arktis fortsat står ved magt.
Af Aleqa Hammond, formand, Siumut
Oversat – Ilulissat-aftalen fra 2008 gælder indtil i dag som en aftale mellem de fem stater, der ligger tættest pĂĄ Nordpolen, om at Arktis ikke skal militariseres.
I aftalen mellem Norge, Rusland, USA, Canada og Kongeriget Danmark blev det aftalt, at Arktis ikke skal være et militært område. Indtil i dag er der ikke indgået andre aftaler, og denne aftale anvendes fortsat som det grundlæggende udgangspunkt.
Aftalen i 2008 havde sin baggrund i, at Rusland året forinden plantede sit flag på havbunden under Nordpolen, hvorved spørgsmålet om, hvem der ejer Nordpolen, blev genstand for strid og debat.
Det blev derfor nødvendigt at opnå enighed om, at Arktis skulle forblive et område uden militarisering, og dette blev der opnået enighed om gennem Ilulissat-aftalen i 2008.
Forholdene i Arktis har ændret sig
Verden er i dag anderledes. Uro, usikkerhed, frygt, angst, bekymring og anden utryghed findes mellem stormagterne. Militariseringen i Arktis foregår nu tydeligt, og år for år øger de lande, der har aftalt fredeligt samarbejde i Arktis, deres investeringer for at styrke militær oprustning og militære aktiviteter.
Selv i vores farvande og luftrum er de militære styrker blevet mere synlige og deres tilstedeværelse hyppigere. Selvom der ikke er sket ændringer i de aftaler, vi alle er del af, finder mange militære hændelser sted i vores land, uden at vi har givet samtykke eller er blevet informeret.
Selvbestemmelsens betydning
Tiden er inde til, at Danmark åbent henvender sig til os om sin øgede overvågning, øvelsesaktivitet, investeringer og lignende i Arktis. Som borgere og som myndighedsudøvende folk har det grønlandske folk behov for ikke blot at blive inddraget tæt, men også for, at vores ret til at bestemme over, hvordan landet anvendes, bliver respekteret.
Danmarks forsvarsaftale med USA fra 1951 kan ikke længere stå alene, fordi det siden 2009 i henhold til Selvstyreloven er det grønlandske folk, der har ejendomsretten til land, luft og havområder. Hvordan og til hvilke formål disse anvendes, skal godkendes fra Grønland. Ud fra dette udgangspunkt betragter vi Danmarks militære udvidelser i Arktis og deres styrkelse af forsvaret som forhold, der først skal aftales med Grønland. Vi mener, at dette skal ske gennem forhandling, med gensidig indflydelse, med udbytte og med grønlandske krav som en del af processen.
Deltagelse i beslutningsprocessen
Når danske myndigheder begrænser de grønlandske myndigheder til blot at blive orienteret, uden reel beslutningskompetence eller deltagelse i debatten, bør det ses som et forsøg på at gøre dem tavse. En sådan tavshed og manglende inddragelse bør betragtes som en politisk positionering, der har til formål at undgå debat og aktiv medvirken.
Vi accepterer ikke, at forhold i vores land, eller handlinger foretaget af dem, der bruger vores land, sker uden vores indflydelse. Den amerikanske interesse for Grønland og de diplomatiske drøftelser mellem EU- og NATO-lande må betragtes som forhandlinger, der handler om vores land. Når Danmark placerer os som uden reel beslutningskraft og uden mulighed for indflydelse, mens Grønland er genstand for voksende opmærksomhed, er det uacceptabelt. Vi mener, tiden er inde til, at samarbejdet fremover skal ske åbent, tydeligt og i klar form.
Skal Ilulissat-aftalen fornys?
Tiden er inde til at undersøge, om princippet om et ikke-militariseret Arktis stadig bliver opretholdt af de deltagende stater. Derfor bør Ilulissat-aftalen gennemføres på ny, denne gang med Grønland som indbydende vært, under temaet:
Er Ilulissat-aftalen stadig gældende – og eksisterer vores gensidige respekt stadig? Hvis det skal afklares, må der findes svar på, at den militære oprustning og udbygning af forsvaret ikke skaber tryghed for os – og der må findes svar på, hvordan dette kan håndteres af os selv og af de berørte lande.