I en situation med stort behov i sundhedsvæsenet i vores land er det bydende nødvendigt straks at tage hånd om muligheden for at få lægehjælp i yderdistrikterne.
Selvom det hidtil har været formålstjenligt, at Naalakkersuisut har indgået aftaler med Danmark, er det dog af allerstørste betydning at prioritere indsatsen, og særligt behovet i yderdistrikterne bør gives særlig opmærksomhed.
Siumut mener, at selvom aftalerne ser gode ud på papiret, er der behov for hurtig handling i sundhedsvæsenet i vores land. Når et menneskes liv er i fare lokalt, har borgerne behov for at kunne få hjælp i deres eget lokalområde.
Hvis det ikke er muligt at sikre permanent bemanding af sygehusene hurtigt, er det i høj grad nødvendigt straks at oprette mobile enheder (rejsehold). Siumut opfordrer Naalakkersuisut til at tage udgangspunkt i de anbefalinger, der tidligere er fremsat af Sundhedskommissionen, og derudover også gennemgå sundhedsforlig, som partierne har indgået om sundhedsområdet. For det er netop disse, der peger på konkrete handlinger, som skal iværksættes nu, og ikke blot er hensigtserklæringer for fremtiden.

