Meninger

Vores kritiske infrastruktur er under pres

Åbent brev til naalakkersuisoq for sundhed (blev bragt i Sermitsiaq fredag den 1. juli 2022)

At Sundhedsvæsenet hører under infrastrukturområdet, er vi ikke vant til at tænke på. Men det er det. Vores sundhedssystem er under stort pres og der ser ikke ud til at være varige løsninger i sigte. Det må vi gøre noget ved

Af Inga Dóra G. Markussen, Organisatorisk næstformand, Siumut og Kommunalbestyrelsesmedlem, Kommuneqarfik Sermersooq

For nyligt kunne vi læse i medierne at Lægeklinikken i Nuuk må skære ned i lægekonsultationerne over sommerperioden. Det er første gang jeg hører Sundhedsvæsenet så klar i sin udmeldinger om det serviceniveau borgerne i Nuuk kan forvente. En situation som vores medborgere i flere steder i landet har måtte leve med i mange år, hvilket skaber utryghed. Nu er det vores tur i Nuuk at for alvor at mærke konsekvenserne af manglen på sundhedspersonale.

Sundhedsvæsenet er en kritisk institution ligesom energiforsyningsselskabet, forsyningsselskabet, og transportselskaberne er det. Disse områder som har et økonomisk efterslæb af dimensioner som vi ikke har set før. Tænker vi boligområdet ind i den kritiske infrastruktur da det er en forudsætning for at vi kan leve og bo her til lands, så virker opgaven som fuldstændig umulig at løse og derfor kan skabe handlingslammelse.

Vi er nødt til at skabe flere indtægter for at kunne klare udgifterne til alle disse kritiske institutioner og selskaber nu og i fremtiden. Hvordan disse indtægter skabes udover fiskeriet og turismen, kan vi drøfte som det næste skridt.

Arbejdskraft
Sundhedsvæsenets udfordring løses dog ikke kun ved at poste flere penge ind i systemet. Der må også være fokus på måden vi driver det på. I dag beror sundhedsydelsen på arbejdskraft primært fra Danmark. Et land som i forvejen mangler sundhedsfagligt personale og derfor en efterspurgt arbejdskraft. Det er blandt andet derfor at sundhedsfagligt personale ofte kun tager kortere vikariater i Grønland. En dyr løn med hyppige udskiftninger som presser organisationerne de enkelte steder og afdelinger, med tab af opbygget viden – ’brain drain’, menneskelige ressourcer til introforløb samt udgifter til bolig og rejser. Det er en dyr løsning og ikke bæredygtig i længden. Det er en lappeløsning.

Så hvad er alternativet eller supplementet? Sundhedsvæsenets udfordringer kan løses ved at rekruttere sundhedsfagligt personale fra det øvrige udland. Det har vi talt om længe og var sågar et tema i valgkampen. Så, hvor langt er vi nået i den proces? De sidste par naalakkersuisoq for sundhed har undersøgt dette, men det går trægt med at formidle hvor langt de er henne i processen med at rekruttere personale fra det øvrige udland. Derfor er det på sin plads at spørge; Hvor langt er vi nået?  

Sproget har været brugt som en forudsætning for sundhedsydelserne. At man kunne dansk for at arbejde i det grønlandske sundhedsvæsen. Men hvis vi ved at det er en hæmsko for at borgerne kan få en sundhedsydelse, fordi vi ikke kan rekruttere personale fra Danmark, så er det nærliggende at se på at rekruttere fra de nordiske lande. Deres sundhedssystem er nogenlunde baseret på samme principper – den nordiske model. Hvordan går det med at tiltrække arbejdskraften derfra? Er der overhovedet nogle konkrete tiltag?

Vi må genstabe tilliden
Når vi står overfor denne situation med lægemangel igen og igen, så går der ikke særlig lang tid til at folket mister tilliden til sundhedssystemet. Vi kan allerede se på de sociale medier hvordan nogle indsamler penge til at komme til en specialist i Danmark. De har mistet tålmodigheden med sundhedsvæsenet. Mange ansatte i de offentligt ejede selskaber og i den private sektor, har sundhedsforsikringer betalt af arbejdsgiveren, som giver en vis tryghed for denne gruppe af borgere. Men det er langt fra et flertal der har forsikring, hvilket i øvrigt deler os op i et A- og B-hold. Godt nok kan sundhedsforsikringen være med til at aflaste sundhedsvæsenet, men det er ikke fair.  Alle skal have en adgang til hurtigere og bedre behandling.

Vi, der bor i Nuuk, ved godt, at det kræver tålmodighed at vente på at få tildelt en tid hos lægen. Telefonkøen bliver nok ikke kortere, når vi nu er flere til deles om den kapacitet som Lægeklinikken har og havde før udmeldingen om længere ventetid. Desværre vokser kapaciteten ikke eksponentielt i takt med at vi bliver flere i Nuuk. Blandt andet derfor er jeg heller ikke fortaler for den hovedstadsstrategi i Kommuneqarfik Sermersooq som blev godkendt i 2016. Strategien er blevet brugt som beslutningsgrundlag til at træffe den ene og beslutning efter hinanden i al hast, med ekstra økonomiske udgifter til skatteborgerne i kommunen. At man vil være 30.000 i 2030 i Nuuk, kræver et tæt samarbejde og ikke mindst opbakning fra de til enhver tid siddende naalakkersuisut, fordi det betyder at der skal kanaliseres flere penge ind i, ikke bare sundhedsvæsenet inkl. Tandlægeydelserne, men også til boliger. Den anden kritiske infrastruktur.

Hvis vi vil have en tiltro til vores Sundhedsvæsen så må der snart ske noget. Der må ske et paradigmeskifte. En erkendelse af at vi ikke kun kan rekruttere med et land, Danmark, ligesom vi har gjort i hundreder af år. Vi er et folk der ligesom andre gerne vil have bedre adgang til sundhedsydelserne. Vi vil mere end det og må derfor indstille os på at vi skal tænke større og bredere når det kommer til at løse denne udfordring.

Tænke ud af boksen
Vi er afhængige af udefrakommende arbejdskraft på især dette område og vil være i lang tid fremover. Derfor nødsaget til ikke kun tænke på løsningerne, men handle anderledes. Hvad har vi af muligheder ud over at få sundhedsfagligt personale fra Norden, når vi tænker bredere. Hvorfor skal vi som et folk låse os fast på, at kun en bestemt befolkningsgruppe kan komme og arbejde hos os?

Det har indtil nu været nævnt flere gange, at løsningen kunne være at få rekrutteret læger fra Cuba, øen nede i Caribien. Men det virker ikke til at være fremskridt i den proces. Hvorfor? Er det sproget der står i vejen? Er det deres uddannelsesniveau som efter sigende skulle være på niveau med det skandinaviske niveau. Naturligvis må sproget være en hindring, men hvis vi tænker på driften af sundhedsvæsenet i en selvstændighedskontekst, så må vi tænke i sproget ind. På hvilket sprog, udover grønlandsk, hvor der er grønlandsktalende medarbejdere, kan sundhedsvæsenet drives? Det må være nærliggende at det bliver på engelsk.

Hvad vil der ske hvis vi tager engelsk som det andet arbejdssprog? Det betyder ikke at der ikke må tales grønlandsk eller dansk på arbejdspladsen, men at den professionelle behandling i mødet mellem lægen og patienten foregår samtalen på engelsk og med tolkning til enten grønlandsk eller dansk afhængig af hvilket sprog der foretrækkes.

Større rekrutteringsbase
Det der vil ske, når vi beslutter os for at arbejde henimod at skifte dansk som arbejdssprog til engelsk, så skal det operationaliseres ind i driften. Når der skabes en større rekrutteringsbase, vil vi få nemmere ved at få ansat sundhedsfagligt personale, som også vil bosætte sig her i landet og hvem ved bliver grønlandske statsborgere end dag?

Jeg har rigtig svært ved at acceptere, at vores kritiske infrastruktur, som sundhedsvæsenet tilsyneladende har bundet sig op på ”kun én løsning” der sætter begrænsningerne for os som gør at vi føler denne utryghed og som er for mange spørgsmål om liv eller død. Det kræver mod og vilje at ændre et system, men det er folket der i sidste ende har magten til at ændre dette. Ved at udtrykke deres tanker om de nuværende tilstande – ikke dermed kritisere lægerne, sygeplejerskerne, jordemødrene og sundhedspersonalet. De arbejder i den ramme som er givet dem og hvis der ikke kommer flere ressourcer til, kan jeg være alvorligt bange for at utrygheden at manglen på så basal en ydelse som sundhedsydelsen, vil medvirke til en flugt fra Grønland. Og det er næppe det vi ønsker.