Meninger

Erstatninger til ofrene for spiralsagen skal udbetales nu

Af Anders Olsen, medlem af Inatsisartut

Oversat – I Grønlands historie kan vi ikke se bort fra det mørke kapitel, hvor kvinder blev udsat for prævention uden deres samtykke. Det er en del af vores fælles samfundshistorie, og det ansvar kan vi ikke løbe fra. Derfor glæder Siumut sig over, at der i finansloven for 2025 er afsat midler til kompensation til de kvinder, der efter Sundhedsvæsenets ansvarsovertagelse i 1992 blev berørt af disse indgreb.

Siumut mener fortsat, at vi som samfund har en uomgængelig forpligtelse til at tage ansvar, når vi ser på de alvorlige konsekvenser, som de berørte kvinder og deres familier har måttet leve med.

I finansloven er der derfor afsat i alt 4,5 mio. kr., som skal sikre, at kvinderne får mulighed for økonomisk kompensation.

For Siumut er det samtidig afgørende, at disse midler bliver udbetalt uden unødige administrative forsinkelser og uden at blive pålagt skat. Pengene skal gå direkte til de berørte kvinder og deres familier – uden fradrag eller mellemled.

De kvinder, der er blevet ramt, har ventet alt for længe. En undskyldning alene er ikke nok. Der er behov for konkrete handlinger – både i form af økonomisk kompensation og ved at tilbyde støtte til at bearbejde de psykiske eftervirkninger.

De tvungne præventionsindgreb har haft dybt skadelige konsekvenser, ikke kun for kvinderne selv, men også for deres mænd, partnere og familier som helhed. Som folk kan vi ikke nøjes med at sætte ord på og markere med erklæringer. Vi må handle. Nu er tiden inde til at gennemføre kompensationen i praksis og dermed tage et vigtigt skridt mod at rette op på den uret, der blev begået.

Translate »