ForsidenMeninger

Udviklingen af kysten på en mere ligeværdig måde må omsættes til handling

Heldigvis synes budskaberne om, at kysten skal udvikles mere ligeværdigt, at være blevet stærkere i de senere år; dette kommer blandt andet til udtryk i Inatsisartuts debatter, og flere borgmestre i kommunerne fremfører også dette budskab.

Men det må ikke kun være debat! Det skal føre til handling og konkret gennemførelse!

Efter starten på den nye valgperiode har jeg fremsendt flere spørgsmål til Naalakkersuisut, og heraf fremgår det, at der ikke alene økonomisk, men også i levevilkår og på andre områder, er betydelige uligheder mellem kommunerne, og jeg mener ikke, at hverken Inatsisartut eller Naalakkersuisut har været uvidende om, at der reelt eksisterer økonomisk ulighed mellem kommunerne.

Selv om vi ved, at uligheden mellem kommunerne bliver stadig større, betragter vi det blot passivt, som om vi accepterer det som uundgåeligt, og undskylder os med, at borgernes valg af bopæl ikke kan styres politisk. Den begrundelse er jeg ikke enig i. Dels fordi jeg mener, at det politisk afgøres, hvor offentlige virksomheder placeres, og at dette er afgørende for, hvor borgerne bosætter sig.

For blot at nævne et eksempel: Hvis offentlige virksomheder som Tusass, Nukissiorfiit, Royal Greenland, Royal Arctic Line, Air Greenland, Visit Greenland, Greenland Airport, Sikuki Nuuk Harbour, Nalik Ventures, Asiaq, uddannelsesinstitutioner samt forskellige statslige institutioner ikke havde været placeret i Nuuk, ville deres mange medarbejdere utvivlsomt ikke have boet i Nuuk i dag.

Det er almindeligt, at borgere vælger muligheder, der passer til deres uddannelse og giver bedre indtjening – ligesom vores forfædre tidligere levede efter, hvor fangstdyrene befandt sig.

Det må også erindres, at det forhold, at de ovennævnte offentlige virksomheder er placeret i Nuuk, har medvirket til, at så mange private virksomheder også er placeret i Nuuk. Og det er disse, der bidrager betydeligt til kommunens skatteindtægter. Derfor bliver – eller påvirkes – borgernes bopæl uanset hvad af politiske beslutninger.

Jeg lægger vægt på, at landets hovedstad fortsat skal udvikles og stå stærkt og stabilt, men jeg mener samtidig, at det er yderst vigtigt, at resten af landet udvikles mere ligeværdigt, og at de øvrige kommuner også vedbliver at være steder, hvor unge og uddannede kan bo.

Ja, der sker en fordeling til kommunerne gennem udligningsordninger, men man bør være varsom med at betragte bloktilskudsudligning alene som løsningen på større lighed, for det er netop de uddannede, som i det daglige liv i lokalsamfundene indtager en vigtig rolle og i høj grad bidrager på alle områder.

Derfor må vi også give vores medborgere på kysten håb og en oplevelse af at være inddraget i udviklingen. Vi bør alle have interesse i, at hele landet trives – ikke blot sige, at borgerne selv vælger, hvor de vil bo, og at dette ikke kan ændres. Det er ikke i overensstemmelse med vores grønlandske værdier.

Derfor har jeg fremsat et dagsordenspunkt om dette til Inatsisartuts forårssamling i håb om, at det vil blive godkendt til behandling.

Udviklingen af kysten på en mere ligeværdig måde må ikke blot være valgretorik – den skal realiseres.

Translate »