Af Vivian Motzfeldt, politisk næstforkvinde
Hvis vi som samfund skal videre med selvrespekten i behold, må vi lære at sætte fællesskabet først, påtage os samtalen og evne at indgå kompromisser
Vi venter stadigvæk spændt på, hvordan den nye koalition vil realisere alt det, de lovede under valgkampen. Indtil nu er det svært at se ændringer. Fremgang for alle, der blev lovet under valgkampen er svær at få øje på, og hvordan løfterne skal føres ud i livet.
Det er kutyme efter et valgt, at der gives det nye Naalakkersuisut arbejdsro i 100 dage. Fred og ro til at komme ind på deres nye ressort område. Nu er dagene gået – og vi kan som opposition begynde vores opgave og holde øje med Naalakkersuisuts arbejde, ikke mindst om landet styres på rette vis og følge op på det, der er blevet lovet. Og fortælle om, hvad vi selv vil.
Valgets temaer
De store og vigtige overskrifter under valgkampen har været mineraludvinding i Kuannersuit, fiskeriet og de store lufthavne. Og bedre levevilkår her i landet og højere velfærd. Finansieringen af valgløfterne kræver noget af os alle. Vi skal ikke kun bebo landet. Vi skal også både skabe en udvikling og nye indtjeningsmuligheder.
Under valgkampen har der ikke underligt været meget fokus på mennesker, der har behov for hjælp – og alle disse meget vigtige emner som skal løftes kræver et samarbejde på tværs af partierne. Det kræver noget af os allesammen, og at vi finder nye og diversificerede indtægter til vores land.
Efter valget kunne Naalakkersuisut-koalitionen fortælle os, at ’nultolerancen’ skal genindføres, og at dette skal forstås derhen, at alle tilsvarende projekter som Kuannersuit ikke kan realiseres.
Naalakkersuisut fortalte også befolkningen, at alle muligheder for olieefterforskning skal stoppes fuldstændigt. Selvfølgelig kan Naalakkersuisut med et flertal tage en sådan beslutning – hvis de vil. Men hvis koalitionen skal være oprigtig skal de fortælle os, hvordan vi så skal udnytte landets ressourcer – på lige fod med andre folkeslag – så vores økonomi kan blive større. For det er svært at forlige sig med, at vi som samfund stagnerer og i stadig større omfang sætter vores lid til andre.
Vi ønsker handling
Koalitionen bør også være ærlig og fortælle os, hvilke planer de har for Sydgrønland, for eksempel. Lufthavn i Qaqortoq, som Inatsisartut allerede har besluttet bliver øjensynligt forhalet – hvor vi ved hvem der er modstandere af projektet – hvoraf flere sidder som medlemmer af Naalakkersuisut i dag.
Det ser heller ikke ud til, at man vil modernisere og udvikle fiskeriet i Sydgrønland. Omvendt ser det ud til, at rederier i Sydgrønland som genererer de fleste arbejdspladser, i stigende grad mister muligheder – og nu har set sig nødsaget til at lukke indhandlingen i Narsaq. Derfor; hvilke andre nye muligheder ser de for sig, og som kan skabe økonomisk vækst i Sydgrønland? Forholdende ser desværre ud til at blive stadig mere bekymrende.
Bekymringen blev kun større, da vi i forrige uge i avisen og radio kunne konstatere, at Naalakkersuisoq for Finanser – ved nærmest samtidig at fratage ansvaret fra Naalakkersuisoq for Erhverv – meldte ud, at hun søger input til nye idéer for fremtidige erhvervsmuligheder. Skal dette så forstås derhen, at det nu er Naalakkersuisoq for Finanser som har ansvaret for erhvervsområdet – og dermed frigjort de andre medlemmer af Naalakkersuisut for ansvaret? Eller skal det forstås derhen, at Naalakkersuisoq for Finanser er i en så stor vildrede, og koalitionen heller ikke har noget begreb om hvordan erhvervsområdet skal udvikles, at der søges råd udefra?
Der er ellers meget at samarbejde om
Siumut og Inuit Ataqatigiit har ellers mange værdier og visioner til fælles, og som vi kan samarbejde om. Da samtaler om en mulig regeringssamarbejde begyndte efter valget, lå vores værdier ellers ikke langt fra hinanden. Det eneste som vi ikke var enige om, var vores krav om en gennemførelse af høringen om Kuannersuit, der skal baseres på den lovgivning som vi alle har godkendt i Inatsisartut. Netop omkring dét blev vi utvetydigt informeret om, at Inuit Ataqatigiit fastholder deres valgløfte, nemlig at projekter med Kuannersuit skal stoppes straks.
Nu kan vi se, at processen bliver gennemført som Siumut har ønsket. Det er glædeligt, at Naalakkersuisut har forstået, at et land skal regeres ved lov, og ikke efter ens forgodtbefindende, heller ikke med påstande om noget andet under en valgkamp.
Finansloven
Når man skimmer Naalakkersuisuts forslag til finanslov igennem, bør man holde øje med deres tilgang til, hvorledes de vil realisere de mange valgløfter – for der står intet om, hvordan Naalakkersuisut vil realisere deres mange valgløfter.
Fiskerne i det kystnære hellefiskeri må være meget skuffede, da de under valgkampen ellers fik lovning på, at hellefiskeafgiften skulle fjernes. De af os der håbede på, at rejefiskeriet i Sydgrønland skulle genoptages, må nu kigge langt efter noget, der bare nogenlunde svarer til løfterne i det fremlagte finanslov. Hvis vi skal finde nogle få ændringer, skal vi virkelig benytte et lup. Der er lidt flere midler til ICC og Rådet for Menneskerettigheder.
Vi kan se, at der på det basale plan er afsat midler til alderspensionister, men det kan ikke kaldes for ændringer. Den forrige Siumut-koalition har lavet forarbejdet, så vi kan kun være tilfredse med, at der er afsat midler til formålet.
Men i forslaget til finansloven er der medtaget mange udgifter, og ingen nye indtjeningsmuligheder.
Selvrespekten
Der bør være en vilje til samtalen og kompromissen om, hvordan vi kan være fælles om vores fremtid, og sikre det bedste betingelser for en mærkbar udvikling. Det kræver, at vi bevæger os væk fra urokkelige opfattelser. Vi har fra Siumut rakt hånden frem adskillige gange, og med betydelige kompromisser. Det er den egentlige mening med politik. Hvis vi skal sikre, at vores samfundet ikke skal stagnere helt, må vi evne at tale sammen og indgå kompromisser, for det er det vigtigste værktøj vi har. Det kan ikke være meningen, at vi skal forledes til at tro, at vi der lever her i landet i stigende omfang skal sætte vores lid til andre.
Alle andre samfund har fokus på højest mulig autonomi. Vi er ikke anderledes. En reel udvikling kan ikke realiseres ved alene at sætte sit lid til andre. Vi skal tro på os selv og lære at sætte fællesskabet først når det er nødvendigt, og hvis vi skal være verdensborgere med selvrespekten i behold.