Vi ser passivt til mens flotte tomme ord om nedskrevne menneskerettigheder for de handikappede bliver udstukket af Inatsisartut. Baggrunden for at den omhandlede befolkningsgruppe flytter til Danmark er, at rettighederne for den enkelte ikke bliver opfyldte, der alene tilbydes delvis hjælp eller hjælpen er fuldstændigt fraværende.
Af Paarnannguaq Mathiassen, formand, Siumut Ilulissat
Oversat – Vi har efterhånden i en år række set og hørt borgere med handikap og deres familier der er tvunget til at flytte til Danmark. Flytningen sker på bekostning af, at de ikke får den fornødne hjælp fra det offentlige – men valg af et andet land gør, at de handikappede og deres familier får den fornødne hjælp fra det offentlige. Det er synligt for os borgere i samfundet, at de handikappede ikke får den fornødne hjælp fra det offentlige og vi må i sagens natur erkende, at dette er en uværdig behandling af de handikappede.
Vi lever alle i et land på grundlag af nogen love og disse love skal sikre, at vi alle bliver behandlet ens. Det er ganske ligesom at vi går vil valg for at kunne varetage vores demokratiske ret som vi alle er født med.
Demokrati er med til, at borgerne har en indvirkning af landets styre, og vi overlader magten ved vores valg og magten tilgår dem der har flertallet.
Alt for mange af vores landsmænd flytter til Danmark som en konsekvens af et svigt fra det offentlige og jeg synes, at det er på tide, at vi ændrer denne tendens, netop hos denne marginaliserede befolkningsgruppe.
Lovgivningen skal gøres gældende
Grundlaget for at den omhandlede befolkningsgruppe flytter til Danmark er, at rettighederne for den enkelte ikke bliver opfyldte, der alene tilbydes delvis hjælp eller hjælpen er fuldstændigt fraværende. Det er årsagerne til, at denne del af befolkningen flytter fra Grønland. Rettigheder og varetagelse af den enkeltes rettigheder fra det offentlige skal føres ud i livet og disse skal være essensen i det offentliges arbejde. Jeg skal understrege, at det offentlige ikke skal frihedsberøve den enkelte i forbindelse med arbejdet med handicappede, medmindre at den handicappede har været foranstaltet ved dom eller har overtrådt lovgivningen.
Tarven for den personlige frihed skal beskyttes også henset til de handikappede. Borgere som er under staten Danmark og som ikke har begået kriminalitet har ret til den beskyttelse for friheden og grundlaget for den beskyttelse skal varetages af magtens tre deling.
De forhold jeg her fortæller om kan jeg med sikkerhed bevidne, og det er ikke noget som jeg tror finder sted. Det er forhold jeg har følt i krop og sjæl, da jeg selv har et handikappet barn, hvor vi igennem en årrække har levet med den manglende hjælp og støtte fra vores hjem kommune.
Vi bør ikke stilles som modparter til de offentlige
Forældre og pårørende gøres på den måde til modparter for det offentlige og det skal der laves om på. Kurser og oplysninger for de handikappedes rettigheder hos de offentlige bør sikres. Hvis det ikke er muligt, skal vi ikke passivt se med til disse tilstande pågår, men erkender at det er yderst nødvendigt, at der gøres noget ved problematikken fra de ansvarlige.
Vi ser passiv til mens flotte tomme ord om nedskrevne menneskerettigheder for de handikappede bliver udstukket af Inatsisartut.
Vi må have et opgør med befolkningens og de offentliges syn på de handikappede. For at øge livskvaliteten for de handikappede, skal menneskesynet ændres – ligeså skal vi lave prioritering på de forskellige fokusområder.
Vi skal have klare og fælles politiske missioner. Hvad er de fælles politiske missioner omkring de handikappede? Hvad er visionerne?
Den uoverstigelige mur
Fra og med i dag – stop med at spilde de eksisterende ressourcer. Vi må sætte en stopper for fraflytningen hos forældre og pårørende for de handikappede. Sæt en stopper for magtesløsheden som er grundlaget for tilvalget af Danmark. Ligeså den uværdige behandling af de handikappede i Grønland spiller ind.
Hvis vi ser på struktureringen af håndteringen af de handikappede i Grønland igennem alle de år, virker den ikke til at kunne rokkes ved. Den synes hverken til at rokke eller hugge ved, ligesom en fuldstændig uoverstigelig mur. Hvorfor er det så svært at ændre menneskesynet om de handikappede? Enhver kan få et handikappet barn og alle enhver kan få et handikap senere i livet.