Fangernes og KNAPK’s budskab fra Ittoqqortoormiit må høres

Et åbent brev fra fangerne i KNAPK’s lokalafdeling i Ittoqqortoormiit giver anledning til megen bekymring. De fortæller, at deres mulighed for at leve af fangst er ved at forsvinde fuldstændigt, og da de ikke har alternative erhvervsmuligheder, opfordrer de Naalakkersuisut og Kommuneqarfik Sermersooq til at handle. Indtil videre har de ikke modtaget nogen form for svar, selv om situationen bliver stadig mere kritisk.

Af Lars Poulsen, medlem af Inatsisartut for Siumut

Oversat – Det bureaukratiske system er blevet så tungt, at vi i dag må konstatere, at steder som Ittoqqortoormiit, der er fuldstændigt afhængige af fangst, er ved at miste deres erhvervsgrundlag.

Formanden for fangerforeningen i Ittoqqortoormiit skrev midt i maj et alvorligt brev til Naalakkersuisut og Kommuneqarfik Sermersooq. Her fremhævede han blandt andet, at isbjørnekvoten allerede var opbrugt i april, at salget af sælskind er stoppet i september–oktober (på grund af fældning), og at kvoten for narhvaler er blevet opbrugt. Da der ikke findes mulighed for erhvervsfiskeri i Ittoqqortoormiit, er det ikke overraskende, at fangerne beder om handling.

De understreger, at det ikke blot er alvorligt at stå uden indtægtsgrundlag, men at det også skaber stor bekymring i hverdagen. Fangstfamilierne er hårdt ramt. Selvom der er håb om at kunne fange moskusokser i august, er kvoten så lille, at det ikke kan ses som en reel indtægtskilde. Den vil højst kunne fungere som en hjælp til at komme gennem vinteren.

Det er tid til at tage ansvar
Alle har ret til at kunne leve i deres eget land. Men begrænsningerne for fangsterhvervet er nu så voldsomme, at de truer menneskers eksistensgrundlag. Flere af restriktionerne fremstår uforståelige, særligt fordi data og observationer ofte er mangelfulde og ikke hænger sammen, noget der igen og igen er blevet påpeget.

Som samfund har vi et ansvar for, at alle borgere behandles lige og har adgang til rimelige livsvilkår. Det er et grundprincip i vores samfund, og vi må forvente, at myndighederne handler i overensstemmelse med de internationale aftaler, vi har tilsluttet os.

Internationale aftaler gælder også for os
FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP) sikrer blandt andet retten til kultur, fangst og adgang til eget land.

ILO-konvention nr. 169 om oprindelige folk fastslår, at eksisterende samfund har ret til at opretholde deres traditionelle levevis.

FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR) forpligter os til at sikre befolkningen adgang til et passende livsgrundlag.

Fangst må ikke reguleres alene ud fra gamle papirer og kvotetal. Det er mindst lige så vigtigt, at vi som samfund beskytter vores kultur og traditioner og handler i overensstemmelse med de menneskerettigheder, vi selv har tilsluttet os, og at vi gør det i praksis.

Naalakkersuisut og Kommuneqarfik Sermersooq må handle nu
Naalakkersuisut og Kommuneqarfik Sermersooq må reagere hurtigt og tage fangerne i Ittoqqortoormiits opråb alvorligt. Der er behov for handling og konkrete løsninger nu.

Som en midlertidig løsning bør der gives tilladelse til øgede fangstmuligheder af isbjørne og narhvaler i Ittoqqortoormiit. Det er nødvendigt for at undgå en yderligere forværring af situationen. Samtidig bør fremtidige løsninger tage udgangspunkt i de internationale aftaler nævnt ovenfor.

Konkret nødvendige tiltag
Salget af sælskind bør genoptages hurtigst muligt, med samtidig fokus på kvalitetssikring, for det er ikke alle skind, der fælder.

Beslutninger bør ikke længere udelukkende baseres vurderinger fra Vestgrønland, også fangerne i Østgrønland skal høres og inddrages, så beslutninger bygger på deres erfaringer og realiteter.

Der bør igangsættes en udviklingsplan for Østgrønlands økonomiske grundlag, med fokus på erhverv, økonomi, beskæftigelse, infrastruktur og støtteordninger.

Fangerne i Ittoqqortoormiit spiller en vigtig rolle i landets bæredygtighed. De må ikke stå alene, og vi støtter dem.