Meninger

Hvor bliver de tests af som naalakkersuisut har lovet?

Hvis borgerne i Kangaatsiaq vil vide om de er smittet med corona, har de ingen mulighed for at få det at vide. Særligt for skoleeleverne er det utryghedsskabende, at der ikke er muligheder for at blive undersøgt, og det forstyrrer i allerhøjeste grad børnenes undervisning

Af Aqqa Samuelsen, formand for Siumut gruppen i Kommune Qeqertaliks kommunalbestyrelse

(Oversat) Som følge af vejrliget er det ikke muligt for helikopteren at ankomme til Kangaatsiaq, og derfor kan borgerne ikke finde ud af om de er smittede. Derfor må vi nu spørge hvor de testpakker bliver af, som naalakkersuisut for længe siden har lovet skulle være sendt ud til kysten?

Vi må stille spørgsmålstegn ved, om naalakkersuisut eller sundhedsvæsenet overhovedet har gjort noget for at sikre sig, at borgerne i Kangaatsiaq kan blive undersøgt, eller om de overhovedet har forsøgt at finde alternative fragtmuligheder. Vi har brug for en forklaring.

Når nu de lovede test ikke er nået frem til Kangaatsiaq, må vi nok formode, at andre byer og bygder også er i samme situation.

Naalakkersuisut må hurtigst muligt indfri deres løfter, og de må melde ud til samfundet om, hvornår de regner med, at de omtalte test kan nå frem ud til bygder og byer.