I disse dage raser der ikke bare en debat men en vred debat. Tonen kan lyde uforsonlig og det kan være svært at sætte sig selv derud for at komme med sit input i debatten. Derfor afventer mange at andre tager “kampen” op og venter på nogen “tager den” så de kan heppe på vedkommende ved at give et like eller en kommentar.
Af Inga Dora G. Markussen, organisatorisk næstformand, Siumut samt tidligere bestyrelsesmedlem i KNR og Mediehuset Sermitsiaq.AG
Har du gennemskuet hvor jeg er pĂĄ vej hen med dette læserbrev? Ja, muligvis har du allerede gættet at jeg taler om facebook og kommentarfelterne. Stedet hvor vi samles i – ekkokammer eller i fragmenterede grupper. Stedet hvor vi hylder og støtter hinanden, men ogsĂĄ skælder ud og mobber hinanden. Nogle dage fortryder man at have ĂĄbnet for facebook app’en andre dage er man glad. Det afhænger af vennerne naturligvis, men ogsĂĄ stemningen den dag.
En af de ting jeg har savnet siden jeg forlod pressen for mange år siden, er at høre hvad mine medborgere tænker om udviklingen. Om hvor vi er på vej hen. Analyser om begivenhedernes gang. Om tingenes tilstand. Hvor ville det være rart at kunne dykke ned i at få en gruppe mennesker, ikke eksperter, men mennesker til at tale om hvad der sker i samfundet generelt og hvorfor det sker. Et sted hvor vi kan samles til at lytte til nogle der taler sammen om tidens trend. Hvor er det sted?
Det sted – jeg tænker pĂĄ – er KNR radio og TV.
Jeg taler om et debatprogram. Ikke et valgprogram, men et koncept hvor man giver sig tid til at lader folk komme ind i studiet og har en moderator til at styre en samtale. Det er et koncept som er opfundet og behøver ikke en egentlig forklaring. Hvorfor er der ikke et debatprogram?
Det skal ikke være en hemmelighed at jeg selv har siddet i KNRs bestyrelse hvor jeg har flere gange efterlyst at der bør være et program der samler os. Jeg taler ikke om flow radio med morgenflade hvor der spilles musik hver 4 eller 8. Minut. Jeg taler ikke om et uddybende program hvor der sættes fokus på et emne med længere interviews.
Det jeg som borger i dette land savner, er modet. Et modigt koncept, der får os til at tale sammen og lære at man kan være uenig og stadig kunne rumme hinanden. At det er gennem dialog vi får uddybet vores holdninger og tanker og dermed forstå vores samfund. Om udviklingen og om hvor vi er på vej hen og hvorfor.
Jeg er godt klar over at der er ressourcemangel og at det er svært at rekruttere journalister der kan og tør tage ansvaret for at samle folk i en dialog. Derfor bør der naturligvis også gøres en indsats for at sikre bedre arbejdsbetingelser og lønvilkår. Der skal prioriteres i sendefladen og med den Public Serviceaftale der er i dag, så er det svært at afvige fra, da det er den som KNR skal leve op til. Men jeg mener at huske at der står noget om debat mv. så derfor skal det kunne lade sig gøre.
Personligt hungrer efter at blive stimuleret, at få indsigter og dermed forstå bedre hvad der sker omkring mig. Og det er KNR som landets vigtigste kulturinstitution i min optik, der skal tage denne opgave mere seriøst. Public Service er KNRs opgave.
Hvis ikke det er den der samler fragmenterne op, sĂĄ overlades analysen om hvad der sker i vores samfund til alle pĂĄ de sociale medier og det er ikke optimalt.
I mellemtiden bør lovgiverne se på rammerne for en mediepolitik der er understøtter demokratiets udvikling, hvilket også omfatter KNR som må leve op til rollen som den fjerde statsmagt, borgernes vagthund.
En mediepolitik skal ogsĂĄ se pĂĄ rammerne for lokal radio og Tv-virksomhed og den skrevne presses vilkĂĄr.
Med dette lille brøl herfra ønskes KNR en god arbejdslyst.
Læserbrevet har været bragt i AG den 23.05.2023.