Siumut kræver handling nu: Anlægget af en lufthavn i Ittoqqortoormiit skal påbegyndes hurtigst muligt. Inatsisartut har allerede afsat midler på finansloven for 2025, og vi er tættere på at realisere dette afgørende projekt.
Af Lars Poulsen, Medlem af Inatsisartut, Siumut
I dag er det ekstremt vanskeligt at rejse til og fra Ittoqqortoormiit. Ofte kræver det, at man rejser via et andet land, hvilket kan tage flere dage. Det er uholdbart for borgerne i byen og for dem, der ønsker at besøge området. Vi skal sikre, at det bliver lettere at komme til den Østgrønlandske by.
En lufthavn i Ittoqqortoormiit vil ikke blot forbedre tilgængeligheden – det vil også sikre stabilitet i byens befolkningstal og skabe vækst i erhvervslivet. For at opnå dette vil Siumut arbejde for, at der indgår investeringer i erhvervsfremme og jobskabelse som en del af projektet.
Der skal udarbejdes en klar handlingsplan for, hvordan lufthavnen skal understøtte erhvervsmæssig vækst og skabe jobmuligheder for byens arbejdsdygtige borgere. Dette skal ske i tæt samarbejde med lokale aktører og øvrige interessenter.
Det er nu, der skal handles. Ittoqqortoormiit fortjener de samme muligheder for vækst og udvikling som resten af Grønland.
Lufthavn i Ittoqqortoormiit – nu!