Meninger

Må samtalen dreje sig om vores børn

Der er en stor debat og meningstilkendegivelser om den midlertidige lukning af alkohol, og det er godt i sig selv. Men når nu afgørelsen er truffet og med saglige argumenter, bør vi holde op med at så tvivl om initiativet med slet skjult opportunisme og med partipolitiske agendaer. Lad os se på hinanden og spørge os selv, om ikke det er vigtigere at debattere med udgangspunkt i og for vores børn

Af Doris J. Jensen, medlem af Inatsisartut, Siumut

(Oversat) Siumut accepterer selv sagt på ingen måde seksuelle overgreb og krænkelser af børn. Det er også årsagen til, at Siumut i 2018 står bag initiativet KILLILIISA som slutter her i år, og Siumut mener bestemt, at det er særdeles vigtigt at videreudvikle initiativet. Vi bør fortsætte oplysningskampagnen via KILLILIISA.

Som en central del af kampen imod seksuelle overgreb og krænkelser af børn hører desuden, at vi må bekæmpe det store misbrug af rusmidler endnu bedre. Af politiets årsrapport fremgår det, at næsten alle overgreb er begået under påvirkning af alkohol. Derfor må vi have videreudviklet familiebehandlingscentre på kysten.

Hvis det ikke er muligt at behandle seksuelle krænkere, må vi folkevalgte føre en åben dialog om, hvad vi i sådanne tilfælde skal sætte i stedet for straffeforanstaltninger. Domstolenes rapporteringer viser, at de fleste med sådanne adfærd har en tendens til at gentage forbrydelsen.

Vi må dog holde fast i, at det er forældrene der har ansvaret for børnene. Undersøgelser viser, at misbruget af børn i mange tilfælde sker mens børnene overnatter hos andre, og desuden er problemet, at der ofte mangler beviser for at føre sagerne med seksuelle overgreb af børn. Derfor har alle vi forældre et ansvar i at lære vores børn, at børnene skal dele deres oplevelser med deres fortrolige hvis de føler sig krænket eller på anden måde føler sig forkert behandlet.

I forbindelse med den midlertidige lukning med salg af alkohol er der en stor debat om emnet, og det er godt i sig selv. Men når nu afgørelsen er truffet og med saglige argumenter, bør vi holde op med at så tvivl om initiativet med slet skjult opportunisme og med partipolitiske agendaer. Lad os se på hinanden og spørge os selv, om ikke det er vigtigere at debattere med udgangspunkt i og for vores børn.

Siumut vil fortsat støtte op omkring initiativer fra 2021 i Inatsisartut vedrørende skærpede foranstaltninger og vil samarbejde om at afslutte dette arbejde så snart som muligt.