Af Vivian Motzfeldt, næst forkvinde, medlem af Inatsisartut
(Oversat) Jeg må indrømme, at der i forbindelse med fornyelserne af restriktioner om corona den 30. december var en kutyme for Naalakkersuisut at holde møder med partilederne, og at jeg i den forbindelse kæmpede en brav kamp for at sikre ekstraordinære indsatser herhjemme i januar. Fordi vort land ikke umiddelbart lader sig sammenligne med andre lande, og fordi vi lever under til tider voldsomt besværlige trafikale forhold, som endog i januar bliver endnu vanskeligere, og at mange mennesker ikke bare lige kan frekventere sundhedscentrene. Men desværre nægtede de ansvarlige Naalakkersuisut at høre på vore argumenter.
Situationen går hårdt udover mange mennesker, det er umuligt at arbejde under normale vilkår, og det samme er gældende for uddannelse og folkeskole som også er udfordret med at få hverdagen til at fungere på vanlig vis. Nu er der så en masse mennesker der er blevet smittet med corona virus. Det er derfor dybt beklageligt, at vi på et tidspunkt hvor børnene endnu ikke har fået nogen form for vaccine, ser ud til, at alt tilsyneladende går i vasken, hvilket vi har meget svært ved at acceptere.
Vi ønsker at der gøres en ekstraordinær indsats for børnene
Vi har en pligt til også at beskytte vore børn, og selvom der til i dag endnu ikke er givet børnene vacciner, er der ikke særlige tiltag for at få fremskyndet vacciner til børn. Rigtig mange forældre, inklusive dem der bor i bygder, er bekymrede og det har vi fuld forståelse for, hvilket vi også inden jul har givet udtryk for i medierne, for dog at forsøge at forebygge den situation vi er i. Det er derfor dybt beklageligt, at vi kan konstatere, at vore bekymringer nu er gjort til virkelighed. Det er ikke nok, at man overfor samfundet alene anvender sminkede vendinger og overskrifter til sine udmeldinger. Forsøg på velformulerede udmeldinger har ingen større værdi, fordi vi ikke kan handle på dem og fordi vi skal vide, hvordan vi skal hjælpes ad med at løse den situationen som vi står i.
Vi er godt klar over, at sundhedsvæsenets kapacitet herhjemme og den samlede mulige formåen er stærkt begrænset. Derfor står vi da også helt og aldeles uforstående overfor det sted som vi er nået til nu, fordi der ikke er fremlagt nogen former for mere strikse metoder til at imødegå den aktuelle situation.
Naalakkersuisut ser derimod ud til at have mistet kontrollen, og fortæller os alle, at det er vores eget ansvar. Den udmelding er i sig selv acceptabel, fordi vi naturligvis alle skal tage et ansvar. Og vi mener da også, at vi alle som borgere indtil nu har taget vores del af ansvaret. Det er i sig selv slet ikke nok, fordi borgerne har brug for helt klare budskaber om, hvor Naalakkersuisut står i den situation vi er i. Borgerne har brug for utvetydige meldinger fra Naalakkersuisut og at regeringen har klare og sammenhængene planer for vores videre færd. Desværre er det svært at få øje på, om det er tilfældet. Af samme grund skabes der utryghed i samfundet.
Myndighederne har allerede regnet med, at smitten vil være på sit højeste i januar, og det er præcis på det grundlag, at der savnes mere struktur, som vil gavne os bedre, og noget som bør være kernen i Naalakkersuisuts arbejde og som de skal gå efter. Det jo trods alt Naalakkersuisut der sidder inde med informationerne og på tætteste hold fodres med data om situationen. Vi må derfor lade partier være partier for et øjeblik, og i stedet bane vejen for en bedre koordination og på denne måde hjælpe hinanden – i stedet for blot at bruge partiformændene som marionetdukker i spørgsmål der er afgjort på forhånd.
Denne verdensomspændende virus som også har godt tag i vort land har ikke noget partipolitisk tilhørsforhold. Derfor er det ønskeligt, om der gives plads til at indsamle forskellige holdninger og indgå kompromiser og lytte til hinanden. Gid vi så vidt muligt vil prioritere et trygt samfund, og ikke hvem der er mest fortræffelige til at sidde i en regering!
Nu er det nok – vi kan fra Siumut ikke acceptere, at alt tilsyneladende går i vasken nu.