Af Lars Poulsen, medlem af Inatsisartut
(Oversat) Begivenhederne i Østgrønland på det seneste er både voldsomme og sørgelige. I forbindelse med lønudbetalinger og restskat, har der været druk som har kostet to menneskeliv samt vold og voldtægter som er ubeskrivelige.
Som folkevalgt og medlem af Inatsisartut udtrykker jeg af hjertet min medfølelse til de der er berørt af hændelserne. Vi er alle blevet meget forfærdede og ængstelige. Alle hændelserne udspringer af indtagelse af spiritus. Derfor ønsker jeg, at vi som medborgere udviser vores medansvar og at vi altid skal tænke os om, inden indtagelse af spiritus.
Vi har hver især et ansvar
Jeg mener det for det første er vigtigt at understrege, at vi må holde inde med formynderiet der foretages hen over hovedet på folk, og i stedet udvise et individuelt medansvar og agere ud fra det. Vi kan ikke udvikle vores land ved at fratage folk deres ansvar. Hvis én føler at være i en sådan situation, må det være endog meget trættende og vanskeligt at komme videre ud fra egne forudsætninger. I det lys er det min holdning, at formynderiet fra Vestgrønland må stoppe nu. Vi skal ellers helst alle opleve, at kolonitiden er ovre. Lige nu har vi ikke brug for det sædvanlige forsøg på formaninger fra vestkysten.
Nødvendigt med planlægning
Hvis vi skal løse udfordringerne i vores landsdel, skal der en langsigtet planlægning til. En planlægning der med udgangspunkt i de mennesker der bor dér, udviklinger erhvervsmulighederne. En fokuseret overgang fra fangererhvervet til fiskerierhvervet vil i sig selv åbne op for en masse muligheder. Men inden dét kan ske, må der sikres indhandlingsmuligheder og produktion. Vi er vel alle vidende om, at der er store potentialer i de mange fjorde i området.
Gentagne forsøgsordninger ovenpå tidligere forsøgsordninger må stoppes nu. Østgrønland har ligesom resten af landet masser af muligheder, som for nuværende står ubrugte hen på grund af manglende investeringer.
Hvorfor bliver mennesker fra Vestgrønland med erfaringer inden for fiskeriet ikke sendt til os via kvotetildelinger, så de kan være med til at give input og ideer til vores videre færd som samfund. Men det mest udfordrende bliver nok naalakkersuisut, og om de vil være i stand til at starte en reel udvikling inden for fiskeriet; eller om de overhovedet vil begynde at arbejde for befolkningen.
Mangel på arbejdspladser
Som det helt akutte er også opgaven med at bekæmpe arbejdsløsheden. Så længe ledigheden er på omkring 19 procent, og der samtidig er to generationer der er ramt af arbejdsløshed, vil en sund udvikling næppe kunne lade sig gøre. Hvis der ikke er et formål med at stå op morgenen, hvorfor skal jeg så stå op om morgenen?
For os lovgivere er det vigtigt at forstå, at vort samfunds udfordringer med vores sociale og mentale liv ikke kan forbedres uden samtidig at give et håb – fordi en meningsfuld liv og identitetsskabelsen ofte sker gennem deltagelsen i fællesskabet. Hvis følelsen af at være overflødig er det eneste der står foran os, vil vi kun vanskeligt kunne bevæge os videre til det bedre.
Børnene er også ramt
Organiseringen af folkeskolen er også en del af udfordringen. Mange børn føler tidligt et nederlag, fordi de bliver flyttet fra deres hjem tidligt i barndommen for at gå i de større klasser. Ét af behovene er bedre digital infrastruktur, og en langt større udvikling af fjernundervisningen. Hvis Australierne kan finde ud af at undervise via radioen, hvorfor skal vi så ikke kunne det samme – alt behøver ikke at være direkte sessioner.
Jeg er vidende om, at Ilisimatusarfik beskæftiger sig med sådanne emner, og indsatsen bør have et langt større bevågenhed fra naalakkersuisut.
Uddannelsesmuligheder
I Tasiilaq er der mangel på uddannelsesmuligheder. Når vi taler om uddannelsesmuligheder, fokuserer vi typisk på, hvilke forbedrede muligheder de unge fra vestkysten skal have. Hvorfor kan man ikke forestille sig, at der kan være en gymnasial uddannelse på Østkysten – vi har som andre et behov for at starte en bedre udvikling. Hvad med en uddannelse i turisme – Østkysten er et mekka hvad angår turismen i vores land.
Boligmangel
Boligmangelen er ligeledes et kæmpe stort problem. Det er ikke ualmindeligt, at familier med mange medlemmer bor sammen i et lille hus. Alt dét er med til at forstyrre de unges vej til et selvstændigt liv. En bolig er afgørende for at komme videre i vores liv. Vi har som samfund alle en opgave i at løse denne udfordring, fordi manglen med et tag over hovedet er den dominerende i hele vores samfund – hvor underligt det end kan lyde.
Det langsigtede mål – landet som helhed
I østkysten er det ikke et særsyn, at mennesker fra vestkysten kommer hertil for at lave små kurser – helt i stil med tidligere kolonister. Eller at de kommer her for at belære os om, at alt ville være ok hvis vi gjorde sådan og sådan.
Betragtet ud fra hele landet er det største behov en udvikling der baserer sig på lokale muligheder og kompetencer. De udfordringer vi kan se i østkysten er også gældende i resten af landet. Derfor må de enkelte landsdele tage ansvaret på sig, og begynde at udnytte de potentialer hvert region rummer, og samtidig gøre op med meningsløse stopklodser som bliver opstillet over det hele. Opgaven for de centrale myndigheder er at påtage sin rollen som den støttende part, og ikke den part der betragte sig selv som bedrevidende og hvis opgave det er at hundse rund med folk og sætte begrænsninger i vores muligheder for meningsfuld udvikling.
Al forandring starter fra os selv. Et folk der ønsker bedre levevilkår, skal have en chance til at kunne opfylde det mål. For eksempel ved at forankre behandlingssteder der hvor menneskene bor, så ingen skal vente på, hvornår et rejsehold har tid til at komme forbi.
Kun ved at vi alle deltager og tager et ansvar kan vi overkomme de udfordringer der står foran os. Det er sådan i Øst, og det er sådan i Vest. Må vi alle virke ud fra de mennesker der bor på stedet, give os alle mulighederne og ikke mindst tilliden.