Erhvervsuddannelser

Uddannelserne skal styrkes og målrettes samfundets behov – til gavn for mennesker og udviklingen af landet.
Siumut arbejder for øgede investeringer i uddannelse. Med målet om at skabe nye arbejdspladser, skal der etableres en ny uddannelsesinstitution. Den erhvervsrettede uddannelse skal udvides med udgangspunkt i samfundets behov og i samarbejde med de relevante erhvervsaktører.
I samarbejde med arbejdsmarkedets organisationer skal uddannelserne løbende udvides, så behovet for faglært arbejdskraft kan dækkes, baseret på erhvervslivets og arbejdsmarkedets faktiske forhold.
For at sikre, at flere kan vælge tekniske og merkantile uddannelser, skal de erhvervsgymnasiale uddannelser – HTX og HHX – udbygges. Når der optages til centrale uddannelsesinstitutioner, skal der samtidig tilbydes kortere og mere målrettede uddannelsesforløb.
Uddannelserne skal være fleksible for at sikre kvalitet i de enkelte fag. De erhvervsrettede uddannelser skal til stadighed styrkes og tilpasses landets egne behov, og ordninger efter danske mønstre skal opgives.
Erhvervsuddannelserne skal åbne adgang til videregående uddannelser, og derfor skal uddannelsesinstitutionerne løbende udvikles fagligt og pædagogisk.
En ny maritim uddannelse for sejlads i Arktis skal etableres som en del af Grønlands Søfartsskole. Da sejlads i Arktis kræver særlige kvalifikationer, er det Siumuts mål at udvikle uddannelser, som gavner landet. Der skal gives særskilt undervisning, så man kan opnå certifikater til sejlads i Arktis. Store skibe, som passerer Grønland, skal fremover kræves bemandet med certificerede arktiske navigatører. Kravet om certifikat til sejlads i Arktis skal indføres og internationalt anerkendes.
Søfartsuddannelserne i Grønland skal udvikles, så de er tidssvarende. Siumut vil arbejde for at hæve kvaliteten af alle maritime uddannelser, så de lever op til nutidige krav – herunder at uddannelserne fra skibsassistent til skibsfører styrkes og gøres mere attraktive for unge. Grønlandske uddannede skibsførere, styrmænd og navigatører skal fuldt ud benyttes i fiskeriet og i overvågningen af landets farvande.
Siumut vil arbejde for at etablere en uddannelse for jolleførere og mindre fartøjsførere.
Den grønlandske fødevareuddannelse INUILI skal videreudvikles, og uddannelser med fokus på udnyttelse og forarbejdning af landets ressourcer skal styrkes markant.
Det skal gøres muligt at tage videregående fødevareuddannelser i Grønland.
Mennesket i centrum – tro på fremtiden.