ForsidenMeninger

Tasiilaq og bygderne har brug for handling – ikke flere lappeløsninger

Efter mit besøg i Tasiilaq og bygderne står ét budskab klart: Hvis vi ikke løser de grundlæggende problemer, skaber vi heller ingen reel udvikling.

Østgrønland har et stort potentiale, men udviklingen bremses af utilstrækkelig infrastruktur. Begrænset energikapacitet spænder ben for større byggerier. Ustabile fly- og skibsforbindelser hæmmer både borgere og erhvervsliv, og langsomme teleforbindelser forstærker oplevelsen af isolation. Der er behov for langsigtede løsninger – herunder bedre energiforsyning, stabile helårsforbindelser og et undersøisk fiberkabel.

I Sermiligaaq ønsker lokale kræfter at skabe arbejdspladser gennem indhandling og produktion af fisk, men manglende vandkapacitet står i vejen. Med den nødvendige vandforsyning, eksempelvis gennem afsaltning, kan vi give lokale iværksættere mulighed for selv at skabe udvikling og arbejdspladser.

Samtidig skal vi investere langt mere i børn og unge. Lokale uddannelsesmuligheder, forebyggelse, idræt og aktiviteter skal styrkes. Alt for mange unge møder i dag barrierer, fordi uddannelse kræver, at de forlader deres hjemegn.

Det handler grundlæggende om politisk prioritering. Østgrønland skal ikke nøjes med midlertidige løsninger. Skal vi skabe vækst, arbejdspladser og bedre levevilkår, må vi investere i fundamentet: energi, transport, telekommunikation, uddannelse og lokale erhvervsmuligheder.

Der findes allerede stærke mennesker, initiativ og vilje til udvikling i Tasiilaq og bygderne. Vores opgave er at skabe rammerne, så de kræfter kan vokse.

Translate »