I dag kunne vi have været langt flere grønlændere, og udviklingen i generationernes størrelse kunne have været en anden. Som det også fremgår af rapporten, var vi blandt de 82 lande, der i 1960’erne og 1970’erne oplevede det største fald i fertiliteten. I gennemsnit faldt antallet af børn, som en kvinde kunne forventes at få, med omkring to tredjedele (2/3).
Indledningsvis vil jeg understrege, at sagen om præventionsindsatsen i Grønland handler om kvinder og piger. Kvinder, som havde drømme om en dag at få børn. Kvinder, som havde drømme om at stifte deres egen familie, men som blev udsat for indgreb uden selv at have mulighed for at bestemme over deres egen krop, deres eget liv og deres egen fremtid. Det, der er sket i vores historie, har ramt os alle som folk.
Det er meget positivt, at en kompensationsordning er blevet vedtaget af Folketinget. Ikke desto mindre mener Siumut, at denne hændelse blot udgør en mindre del af de handlinger, staten har foretaget gennem vores historie, og at Grønland derfor ikke blot bør acceptere, at sagen afsluttes med en kompensationsordning.
I mange år har spørgsmålet om at stille staten til ansvar for Danmarks handlinger givet anledning til uenighed i samfundet på forskellige områder. Det gælder blandt andet de juridisk faderløse; forskelsbehandling inden for et rigsfællesskab, som ellers burde sikre lige vilkår; grønlændere, der blev lønnet dårligere end danskere; grønlændere, der havde en ringere retlig beskyttelse end danskere; den tvungne flytning af befolkningen i Avanersuaq fra deres bosted som følge af det danske forsvarssamarbejde med amerikanerne; den omfattende forurening fra den amerikanske militære tilstedeværelse, som blev tilladt af Danmark, og hvis konsekvenser fortsat gør sig gældende i dag; samt lukningen af bygder for at gøre den danske administration af Grønland så billig og enkel som muligt. Hertil kommer præventionsindsatsen over for kvinder og piger, der blev gennemført med henblik på at begrænse væksten i den grønlandske befolkning og dermed gøre den danske administration af vores land så enkel som muligt.
Siumut mener, at vi må anskue dette i et større perspektiv, for det vedrører os alle som et folk. Derfor bør der arbejdes for, at staten Danmark stilles til ansvar i langt større omfang, og danskerne bør stoppe med selv at undersøge og vurdere deres egne handlinger. Dette er også blevet fremhævet af en sydafrikansk forsker i forbindelse med vurderingen af rapporterne.
Som en direkte følge af de handlinger, der blev foretaget, står vi som folk nu over for en alvorlig situation. Når den generation, der nu nærmer sig pensionsalderen, forlader arbejdsmarkedet og går på pension, vil den efterfølgende generation, som skal forsørge samfundet, kun være omkring halvt så stor. Vi nærmer os derfor en situation, hvor de unge vil blive pålagt en meget tung forsørgerbyrde. Samtidig med at antallet af personer i den arbejdsdygtige alder falder markant, kommer der stadig flere tilflyttere udefra på grund af manglen på arbejdskraft. Der er således grund til at frygte, at vi grønlændere i fremtiden kan ende som en minoritet i vores eget land. Dette vil samtidig kunne medføre en meget alvorlig økonomisk krise med vidtrækkende konsekvenser på alle områder.
Indtil i dag har Danmark ikke i nævneværdig grad taget hånd om disse forhold. Tværtimod har man gentagne gange handlet gennem mindre tiltag, der nærmest kan opfattes som forsøg på at dæmpe kritikken, samtidig med at man har fremstillet sig som Grønlands gode ven på en måde, der må betragtes som et forsøg på at vinde velvilje.
Det kan ikke accepteres, at det grønlandske folk bærer konsekvenserne, uden at staten i større omfang stilles til ansvar. Hvis vi skal indgå værdigt i det internationale samfund, hvis vores historie som folk skal vurderes samlet og med respekt, og hvis handlinger begået af ét folk mod et andet skal behandles retfærdigt, bør der arbejdes for en mere grundig vurdering af disse forhold.
Siumut mener derfor, at vi ikke politisk bør konkludere, hvorvidt staten Danmark har handlet med det formål at udslette det grønlandske folk. Det er et juridisk spørgsmål, som bør vurderes af en kompetent og uafhængig international domstol. Det er samtidig et spørgsmål, som alle partier i Inatsisartut bør stå sammen om.
Jeg vil afslutningsvis understrege, at ønsket om dette retter sig mod de handlinger, som staten Danmark har foretaget, og ikke mod enkeltpersoner.
Aleqa Hammond
Forkvinde