Danmark eksperimenterede

Selvom der onsdag blev udskrevet valg debatterede Folketinget torsdag statsministerens åbningstale. Her indtog Aki-Matilda Høegh-Dam også scenen

Ingen i Folketinget havde før hende nævnt Danmarks rolle som kolonimagt. En rolle der efter sigende sluttede da grundloven fra 1953 blev gældende. Men i 1960’erne startede Grønlands ulykke, sagde Aki-Matilda Høegh-Dam.

– Jeg kan vise det med tal. Med kolde fakta. I år 1960 var der, i hele året, ikke én eneste selvmord, i Grønland. Sådan var det hele 1900-tallet igennem, selvmord var yderst sjældent. Nogle år var det faktisk danske dødsfald i Grønland, som fik raten til at stige, sagde Aki-Matilda Høegh-Dam.

– Sådan var det faktisk også med de Canadiske Inuit, hvor resten af Canada havde en højere selvmordsrate. Sådan var det i 1900-tallet. Helt op til perioden, en periode som Danmark kaldte De glade 60’ere, fortsatte Aki-Matilda Høegh-Dam.

Under de såkaldte glade 60’ere fik man banet vejen til verdens højeste selvmordsrate.
Selvmord, en rate som ikke eksisterede. Hvad skete der? Hvad var det der skete i 60’erne, spurte Folketingets yngste medlem og fortsatte:

– Danmark skete. Danmark eksperimenterede. Danmark diskriminerede. Danmark steriliserede. Danmark tvangslukkede. Danmark tvangsfjernede. Danmark byggede, ved at ødelægge. Kulturen, familien, identiteten, samfundet.

– Halvdelen skulle nemlig ikke få børn med spiralskandalen. De få, som fik børn af danske indvandrere, skulle ved lov ikke have noget som helst med barnet at gøre. De skal ikke arve, de skulle være fattige, fordi moderen skulle have en lovgivnings-bestemt lavere løn, og ikke må tage hjem til familiens bosted, da Danmark tvangslukkede hendes hjemby, sagde 25-årige Aki-Matilda Høegh-Dam.

Aki-Matilda Høegh-Dam nævnte også i sin tale de tre andre Siumut kandidater, 29-årige Elvira Kuitse, 35-årige Karina Zeeb, og 56-årige Markus E. Olsen til folketingsvalget den 1. november.

Læs hele talen her.