Taler

Aki-Matilda Høegh-Dams bemærkning til statsministerens åbningstale i Folketinget (2022)

”Danmarks Kolonihistorie

Og en ubehageligt lang pause

Det var sådan jeg startede min første åbningstale.
Sent på aftenen.

Lige præcis her, for 3 år siden.
Det var anderledes.

Som I allerede ved som folketingsmedlemmer, er det ellers kutyme,
at man ikke stiller særligt kritiske spørgsmål til dem,

som holder deres første tale.

Men, allerede mens jeg skrev min tale,
kunne jeg dengang godt regne ud, at det ikke ville blive tilfældet for mig. 

Og det var ikke tilfældet for mig.  

Den nye og yngste medlem af Folketinget.

Ja, jeg ramte en nerve.

Var dog parat, da jeg er ikke kommet her for at få venner.
Nej, jeg er valgt her på vegne af mit folk,

for at dele vores historie,

For at opnå resultater.

For mit folk. Kalaallit.

Jeg var træt af, at høre på de gentagende samme valgemner,

Som aldrig bliver opnået for vores land.

Folketingsvalg efter Folketingsvalg.

Ingen lytter jo.

Eller rettere sagt, ingen lyttede.

Datidsform.

Statsministeren undskyldte,

Regeringen startede udligning af

diskriminerede løn for grønlandske kalaallit, Inuit statsansatte.

Vi blev som noget nyt, hørt.

og

I sin foreløbigt sidste åbningstale, sagde Statsministeren åbent

som noget helt nyt, at Danmark har været en kolonimagt.

Direkte.

Hvorfor? Hvorfor er det noget nyt?

Det lyder da ironisk, tænker de måske.
Skal vi da ikke til at se fremad, hvorfor nævne noget fra fortiden.

Jo, det er fordi, vores alles nutid, i dag, dette sekund,

Hvorfor jeg står her, vores indre og ydre kamp,

er direkte på grund af kolonitiden.

”Men ifølge Wikipedia, og det danske leksikon fra skolen, Siges der, at kolonitiden sluttede i 1953 ved den nye Grundlov.”

Tja, en Grundlov som Grønland ikke kunne stemme om.

En tid hvor vi alle

modsat andre tidligere kolonier i verden

Ikke havde noget at sige om vi vil ud eller indlemmes i kongeriget.

Hvor vi og andre lande blev ført bag lyset.

Ok, så siger vi det. Så spørger jeg, hvad skete der bagefter.

Var kolonitiden så slut?

Nej, tiden efter det var nemlig det mest ødelæggende for vores samfund.

Jeg kan vise det med tal. Med kolde fakta.

I år 1960 var der, i hele året, ikke én eneste selvmord, i Grønland.

Sådan var det hele 1900-tallet igennem, selvmord var yderst sjældent.

Nogle år var det faktisk danske dødsfald i Grønland, som fik raten til at stige.

Sådan var det faktisk også med de Canadiske Inuit,

Hvor resten af Canada havde en højere selvmordsrate.

Sådan var det i 1900-tallet.

Helt op til perioden,

en periode som Danmark kaldte

”De glade 60’ere”.

Under de såkaldte glade 60’ere

Fik man banet vejen,

til verdens højeste selvmordsrate.

Selvmord, en rate som ikke eksisterede.

Hvad skete der? Hvad var det der skete i 60’erne?

Danmark skete. Danmark eksperimenterede. Danmark diskriminerede.

Danmark steriliserede. Danmark tvangslukkede. Danmark tvangsfjernede.

Danmark byggede, ved at ødelægge. Kulturen, familien, identiteten, samfundet.

Halvdelen skulle nemlig ikke få børn med spiralskandalen.

De få, som fik børn af danske indvandrere, skulle ved lov ikke

have noget som helst med barnet at gøre.

De skal ikke arve, de skulle være fattige,

fordi moderen skulle have en lovgivnings-bestemt lavere løn,

og ikke må tage hjem til familiens bosted,

da Danmark tvangslukkede hendes hjemby.

Og de ugerninger som for skete befolkningen, skulle gå ustraffet hen,

fordi Danmark bestemte at straffelove ikke skal gælde i Grønland.

Et eksperiment som stadigvæk gælder i dag.

Så, at prøve at sige 60’erne er lang tid siden i dag,

Hvad med faldne atomvåben i nord,

ulovlige fangetransport hemmeligholdt af Danmark,

Hvad med til stadighed racistisk diskrimination af løn fra Staten for os.

Men, vi er bedre i dag, end vi var i går, end vi var ved de forrige valgperioder.

Det kan vi mærke i Kalaallit Nunaat, Grønland.

Tiden er ændret.

Statsministeren er i hvert fald anderledes end forrige.

Det kan vi mærke i omverdenen,

som folkevalgte,

hos almindelige mennesker

ændringer giver så også en intern brydningstid.

Gamle styreformer og systemer som kræver kolonitiden,

kan mærke ændringerne.

Det rammer alle, især de, som stiller spørgsmålstegn.

Jeg kan nævne Markus, eller på grønlandsk Makkorsi.

Han er en uddannet præst, som ved vores nationaldag ville bringe vores kultur inde,

i stedet for at holde det ude,

ved at bringe en grønlandsk trommesanger ind til kirken.

Han sagde at der skal være plads til alle,

også plads til os i kirken.

Det førte til en fyringssag for personen,

baseret på levn fra kolonitiden,

hvor trommerne var jo forbudt.

Jeg kan også nævne Karina,

Som under gymnasietiden pludseligt blev smidt ud,

på baggrund af et brev

af tre danske gymnasielærer i Grønland.

Uden advarsel, uden samtale.

De kunne ikke lide at hun svarer tilbage.

Det gjorde hun også her.

Hun læste samtlige love,

Skrev til vores ministerier om at bortvisning var ulovligt,

og inden længe fik hun svaret ”Kom venligst tilbage”.

Hun har en jurauddannelse i dag.

Jeg kan også til sidst nævne Elvira,

Som kommer fra Østgrønland, som skulle rejse tusind kilometer

Blot for at få grunduddannelse.

Ikke nok med sprogbarrierer, oplever hun sin uddannelse

de omtalte udefrakommende håndværkere mod de grønlandske kvinder,

som blev beskrevet i nyhederne.

Men alligevel, som en stolt mor,

er hun nu undervejs sin sidste år for at få sin jurauddannelse.

Disse eksempler er vores interne brydningstid.

Elvira Kuitse, Karina Zeeb, og Makkorsi E. Olsen er alle uddannet indenfor vores land. Vores universitet.

De er frontløbere for hvordan vores samfund er blevet, det nye Grønland.

De er også dem, som stiller op til Folketinget for vores parti Siumut.

Vi skal nok klare os.

Men, jeg mener at samarbejdet stadig kan forbedres.

Mere lige.

Og vi er forhåbningsfulde for at det kan blive en realitet

For begge vores lande,

Regeringen, Statsminister Mette Frederiksen, giver håb.

Og den håb agter vi at efterleve.

Også efter valget. Det er mig en ære, at stille op sammen med det stolte

og viljestærke folk, og får to af os den ære at blive valgt ind efter den 1. november vil vi kæmpe for kalaallits Inuits stemme.

Mange tak, for samarbejdet de sidste tre år, godt valg

Qujavunga, qinersilluarisi. Nunarput inuiaqatigullu sapinngillat.”