Det er nødvendigt og på tide, at der for befolkningen i Tasiilaq og de omkring liggende bygder banes vej for en afstemning med henblik på, at Tasiilaq igen bliver en selvstændig kommune. Jeg foreslog derfor overfor Kommuneqarfik Sermersooq, at der i Tasiilaq afholdes en lokal afstemning om emnet
Af Mala Høy Kúko, kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq, Siumut.
Oversat – I efterhånden i flere år, siden Tasiilaq ikke længere er en selvstændig kommune, har udviklingen hel eller delvist udeblevet i Tasiilaq og de omkring liggende bygder. Det er ikke mindst blevet en stor udfordringen for befolkningen, at blive styret centralt fra et fjernt sted, på lige fod med dengang, da styringen af vort land blev foretaget fra København.
Da Tasiilaq var en selvstændig kommune herskede der en tilfredsstillende udvikling for byen og de omkring liggende bygder. Det var til at mærke, at fangerne og fiskerne i landets østlige egne fik støtte af de kommunale folkevalgte, ligesom de folkevalgte også værnede denne gruppe, for deres kulturelle arv – et arv og hverv som har været praktiseret i mange generationer.
De kommunevalgte antog dette som en ufravigelig pligt og påtog sig opgaven med et stort ansvar. I skrivende stund er det tydeligt, at denne pligt og ansvar desværre ikke længere er herskende hos de respektiver folkevalgte politikere.
Nul udvikling
Da Tasiilaq var en selvstændig kommune, varetog de folkevalgte politikere udviklingsprocessen efter de rammebetingelser som har været sat. Det lå helt naturligt i takt med udviklingen, at man som udgangspunkt prioriterede boliger til borgerne, familierne, gæstende arbejdere og det der også hørte til i bygderne. Der blev anlagt legepladser til børn m.m. Kommunalbestyrelsen varetog interessen for, at de lokale selvstændige havde næring til deres selvstændige erhverv.
Kommunesammenlægningen har desværre haft den modsatte og uønskede effekt, vi må konstatere og sande, at udviklingen i byen og dets bygder nu er gået helt i stå. Et af de umenneskelige konsekvenser som led i den kedelige tendens, hvor udviklingen ikke længere er herskende, har været; at flere borgere har måtte forlade bostederne – fordi der ikke længere er arbejde til dem og som led i dette ikke kan forsørge deres familier. Resultatet blev, at de må rykke i deres rødder og flytte til større byer hvor der er udvikling og derfor indebærer flere muligheder.
Jeg troede ellers, at G-60 politikken var et overstået kapitel, men som led i kommunesammenlægningen – har vi uden omsvøb genetableret G-60 politikken.
Forsvindende muligheder
Så længe Tasiilaq er under storkommunen og derved ikke udvikles på én ikke tilfredsstillende niveau, så må vi desværre se i øjnene og sande, at ungdommen som uddanner sig, ikke vender tilbage til Tasiilaq på grund af manglende muligheder, – men i stedet flytter til andre byer. Vi har nu igennem flere år som borgere været iagttagere til denne kedelige tendens og hvis der snarest muligt ikke bliver gjort noget ved dette problem, så fortsætter affolkningen af Tasiilaq og dets bygder.
Når man tænker på Tasiilaq og de omkring liggende bygder, så har befolkningsvæksten været stillestående i flere år; nogle af bygderne bliver hastigt affolket, og affolkningen afføder, at flere og flere huse står uden beboere. Det er en kendsgerning, at by og bygder uden udvikling og dermed arbejde, aldrig vil komme i en befolkningsmæssig vækst. Vi ved, at denne kedelige tendens er herskende alle steder – hvor fremskridt ikke er herskende.
Men når man sætter Nuuk i relief, så er tilflytningen til byen enorm. Det er ikke utopi, da hensigten er, at nå et befolkningsantal på 30.000. Da der er byggeboom i Nuuk, er det ikke mærkeligt, at tilflytningen til Nuuk er næsten usandsynlig høj, på alle led og kanter.
Afstemning er vejen
Derfor foreslår jeg, at man burde spørge borgerne i Tasiilaq og bygder, hvilke tanker de har for løsrivelse fra kommunen, såfremt udviklingen på ny skal florere i Østgrønland.
Vi skal politisk have en klar viden om, hvilke forestillinger befolkningen har om en løsrivelse fra storkommunen. Er kompasretningen fortsat at være en del af storkommunen eller en løsrivelse fra storkommunen?
Vi skal have et standpunkt omkring dette, ved et demokratisk borgerafstemning. Jeg synes, at man i demokratiets navn, skal give befolkningen mulighed herfor. Afstemningens resultat vil påvise hvilke fornødne politiske videreskridt de respektive folkevalgte skal arbejde hen imod.
Ved sidste valgkamp i Tasiilaq og de omkring liggende bygder, blev dette emne og derved tankerne luftet for vælgerne. Jeg håber, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne vil udvise forståelse for mit forslag og deraf håber jeg også, at de respektive medlemmer også vil tilkendegive deres meninger desangående.
Vi kan ligeledes rette henvendelse til Ittoqqortoormiit og spørge om disse gerne blive omfattet af afstemningen.