Forespørgsler

Forespørgsel om nedbrud af el i Nuuk

Vivian Motzfeldt, medlem af Inatsisartut

I medfør af § 37, stk. 1 i Inatsisartuts forretningsorden stiller jeg hermed følgende spørgsmål til Naalakkersuisut:

Som følge af graverende afbrydelse(r) af energiforsyningen til Nuuk startende den 29.11.2021 kl. cirka 23 ønskes svar på følgende spørgsmål.

Spørgsmål til Naalakkersuisut:

1. Strømafbrydelsen i Nuuk varede på de værst ramte bydele i over 25 timer, og for de resterende i sammenhængene 17 timer med efterfølgende gentagne afbrydelser.

Hvis vejret ikke tilfældigvis havde været i plusgrader, ville Nuuk så have blevet kategoriseret som værende i en katastrofesituation?

Hvis ja,

  • Hvilke beredskabsplaner ville så have været iværksat?

Hvis nej,

  • Hvorfor?

2. Var Nukissiorfiit klar over, at det vil tage så lang tid at få dieselelværkerne op at køre?

Hvis ja,

  • Hvorfor blev befolkningen herunder virksomheder ikke advaret?
  • Hvorfor har Nukissiorfiit ikke etableret alternative forsyninger af bydelene Nuussuaq og Qinngorput?

Hvis nej,

  • Hvad er grunden til, at Nukissiorfiit ikke var klar over dette?

    Instrukser om vedligehold af dieselgeneratorer der var gældende da situationen indtraf skal vedlægges.

3. Nøjagtig hvorfor tog det mere end 17 timer førend energiforsyningen blev delvist genetableret, dvs. hvilke tekniske problemer blev mødt og hvorfor?

4. Hvorfor nægtede de ansvarlige, herunder energichefen, at udtale sig til offentligheden førend forsyningen var kørende igen og flere dage efter at nedbruddet var en realitet?

5. Hvad er Nukissiorfiit egne beredskabsplaner herunder kommunikationsplaner?

  • Beredskabs- og kommunikationsplaner for Nukissiorfiit der var gældende da situationen indtraf skal vedlægges.

6. Hvis vejret ikke havde været i plusgrader, ville Selvstyret som den ansvarlige for energiforsyningen kunnet blive stillet til ansvar for tab som følge af blandt andet sprængte vandrør, genhusning, udbedring af skader m.v.?

Hvis nej,

  • Hvem har ansvaret for tab for private og virksomheder som følge af graverende udfald i energiforsyningen som Selvstyret har ansvaret for, og som kunderne med rimelighed ikke kan gøre noget ved?

7. Som følge af nær-katastrofen i Nuuk, hvilke initiativer agter Naalakkersuisut at iværksætte for at forhindre, at noget tilsvarende sker igen?

Begrundelse:

I forbindelse med afbrydelsen af energiforsyningen i Nuuk, ønsker jeg at få oplyst status for situationen, samt hvilke initiativer Naalakkersuisut agter at foretage sig som følge af nær-katastrofesituationen i Nuuk.

Vi er i dag klar over, at nedbruddet i energiforsyningen skyldes et flosset elkabel fra vandkraftværket i Buksefjorden. Vi mangler endnu at få behandlet og vurderet, hvilke begivenheder der indtraf med henblik på at etablere elforsyningen med dieselmotorer og hvilke konsekvenser herunder forholdsregler der skal tages for at undgå en lignende situation i fremtiden.

Jeg ønsker at modtage svar inden for 10 arbejdsdage.