Meninger

Naalakkersuisut afviste støtte til Illorsuarmiut

Naalakkersuisut afviste en hjælpepakke på 2 millioner kroner over 4 år til Illorsuarmiut med begrundelsen, at naalakkersuisut ikke vil støtte indbyggerne med at vende tilbage til bygden Illorsuit

Af Aki-Matilda Høegh-Dam, medlem af Folketinget for Siumut                                        

Siumut er glad og stolt over den indsats vi har ydet under finanslovsforhandlingerne om finansloven for 2022. Regeringen, som består af vores søsterparti Socialdemokraterne, er gode samarbejdspartnere. God samarbejdspartner kan jeg til gengæld ikke sige om naalakkersuisut. Finansminister Nicolai Wammen var klar til at yde hjælp til de nødstødte Illorsuarmiut med 2 millioner kroner over 4 år. 

I den praktiske del af slutprocessen, hvor regeringen af hensyn til samarbejdet med naalakkersuisut skulle indbringe grønt lys fra selvstyret, blev der givet rødt lys fra naalakkersuisut. Vi mødte en mur. Vores hjerte stoppede et øjeblik og vi troede faktisk ikke på beskeden: Naalakkersuisut afviste at yde hjælp til Illorsuarmiut. Det var faktisk uforståelig i første omgang, så vi bad om et skriftligt svar. Naalakkersuisut vil ikke støtte, at Illorsuarmiut vender tilbage til bygden Illorsuit, stod det sort på hvidt som en begrundelse.

Det er uacceptabelt og umenneskeligt. Folk må have en forklaring fra naalakkersuisut om, hvorfor de besluttede ikke at støtte de nødstødte.

Finanslovsforhandlingerne startede for vores vedkommende langt tid før vi satte os inde i finansministerens kontor på Slotsholmen. I sommers besøgte jeg Uummannaq og bygderne. Her afholdte vi borgermøder og her kom der triste og tunge budskaber fra borgere. Utrygheden ulmede stadig under overfladen i alle de bygder vi kom til. Katastrofen i 2017 er stadig meget nærværende. Forvirringen om hvad der nu vil ske og hvad myndighederne nu skal beslutte sig for, fyldte meget under borgermøderne.

Her tænkte jeg: -jeg må hjælpe dem, der hvor jeg kan. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, hvordan jeg kunne hjælpe borgerne i Uummannaq fjorden. Men de er stadigvæk svagt stillet, forvirrede og hjælpeløse i deres situation.

Tilbage i København kom vi frem til, at en undersøgelse om økonomisk støtte til et varslingssystem ville være en ret stor hjælp til trygheden i det hele taget. Men i vores research erfarede vi, at naalakkersuisut havde indhentet oplysninger om prisen for at opsætte et varslingssystem. Personligt fandt jeg initiativet som et godt tegn. Men vi skal stadig give hjælp til borgerne, og jeg besluttede mig derfor til at foreslå en økonomisk håndsrækning til Illorsuarmiut.

Naalakkersuisut må give en forklaring om deres afvisning. Det skylder de borgerne.