Privatisering

Siumut vil sikre, at Selvstyrets virksomheder gavner borgerne, og en privatisering kan ske, hvis samfundet fortsat får glæde af virksomhederne.
For at sikre borgerne større direkte deltagelse og ansvar i samfundets drift er det Siumuts mål, at nogle af Selvstyrets store virksomheder overdrages til private, når det kan ske på en måde, der er sikker for både samfundets service og økonomi.
Virksomheder, som har landsdækkende forsyningspligt, skal ikke privatiseres alene for privatiseringens skyld, men altid med udgangspunkt i, at samfundets behov og forsyningssikkerhed opretholdes.
Ved privatisering af Selvstyreejede virksomheder skal følgende sikres:
- At borgernes adgang til serviceydelser ikke forringes.
- At borgernes ejerskab og medansvar fremmes mest muligt, baseret på almindelige markedsvilkår.
- At borgernes økonomiske og erhvervsmæssige tryghed ikke undergraves.
- At lokalt bosatte prioriteres med hensyn til jobs og med hensyn til respekt for den grønlandske kultur.
- At Grønlands økonomiske konkurrenceevne styrkes, så international handel kan foregå på et sikkert grundlag.
Siumut arbejder for, at Grønland giver muligheder for erhvervslivet og iværksættere, med udgangspunkt i samfundets fælles mål og interesser.