Retsvæsenet

Siumut arbejder for, at Grønland selv tager ansvaret, når alle retslige institutioner er forsvarligt udviklet af staten, så retsområdet og politi tilpasses vores forhold.
Siumut finder det meget vigtigt, at retssystemet og politiet på sigt bliver under grønlandsk myndighed. Men dette kan først ske, når alle retslige institutioner er forsvarligt udviklet af staten.
I den forbindelse vil Siumut arbejde for:
- At retssystemet i Grønland tilpasses de grønlandske forhold.
- At der udnævnes dommere med juridisk uddannelse.
- At forsvarere uddannes og efteruddannes.
- At behandlingen af både ofre og gerningsmænd forbedres.
Straffe skal afspejle lovovertrædelserne bedre. Der skal i vurderingen også tages hensyn til de sociale forhold og levevilkår, hvor forbrydelsen er begået. Ofre skal have bedre hjælp og støtte, og der skal sikres hurtigere adgang til hjælp og flere steder at henvende sig.
Borgernes retssikkerhed i Grønland skal udvikles til at være mere sammenhængende og effektiv. Det betyder også, at indsatte skal placeres forsvarligt – med hensyn både til ofre, pårørende og samfundet som helhed.
Der er et stort behov for at etablere fængsler i bygderne, og staten må bidrage økonomisk til dette for at løse utilfredsstillende forhold. Her er samarbejde mellem Selvstyret og kommunerne nødvendigt.
Flere grønlændere skal uddannes til politiet. Det kræver bedre arbejdsforhold og en mere attraktiv politikarriere. Når politiet overgår til grønlandsk myndighed, skal de også tage ansvar for miljø- og vildtforvaltning, og de skal uddanne medarbejdere som miljø- og vildtbetjente.
Siumut mener, at sproglige kvalifikationer skal vægtes højere i uddannelsessystemet, så kvalificerede grønlændere ikke afvises alene pga. svagere danskkundskaber.
Siumut mener desuden, at det er alvorligt, at mange erfarne grønlandske politifolk i de senere år har forladt faget. Grønlandske ansatte i politiet må ikke møde barrierer for karriereudvikling. Derfor vil Siumut rette henvendelse til den danske stat for at få løst dette problem.