Ingen skal kæmpe med dårlige forhold oven i alvorlig sygdom
Der er især én sag, som absolut bør tages op i forbindelse med drøftelserne og forhandlingerne om rigsfællesskabet: Forholdene for de patienter, som ikke kan behandles i Grønland, skal forbedres – både hvad angår deres boligforhold og deres kost.
Dette har været diskuteret i mange år og er blevet rejst af flere politikere såvel som af patienter, uden at der nogensinde er fundet en løsning. Derfor er det helt nødvendigt, at spørgsmålet bliver taget op hurtigst muligt i forbindelse med en ny vurdering af rigsfællesskabet.
I søndags besøgte vi patienter, som er nødt til at modtage behandling i Danmark. Det, de fortalte os, er alvorligt, og derfor har vi også orienteret politikere fra begge sider direkte. Men uanset hvordan man vælger at gå videre, og hvordan problemerne skal løses, kan de sygdomsramte ikke vente.
De patienter, der er i behandling og bor på patienthjemmet, fortalte følgende om deres forhold.
Citat:
”Jeg er kommet hertil på grund af min sygdom. Tidligere var der mulighed for mellemmåltider her, og der var et køleskab. Patienter kan på grund af deres sygdom ofte ikke spise på de faste spisetidspunkter. Alt dette er blevet fjernet, angiveligt for at spare.”
En anden fortæller:
”Jeg får en hård kemobehandling. I forbindelse med min behandling har jeg blandt andet fået lagt et kateter fra armen til hjertet. På grund af det må jeg ikke blive forpustet eller anstrenge mig. Jeg må ikke gå op ad trapper, og lægen har sagt, at jeg heller ikke selv må lægge mit sengetøj på. Men det virker, som om der ikke bliver taget hensyn til den slags. Det er meget svært, nærmest umuligt, at få hjælp på bostedet. Flere gange har jeg været nødt til at anstrenge mig så meget, at jeg kunne mærke det i hjertet, selv om jeg ikke burde udsættes for det.”
Om maden var de enige og beskrev forholdene således:
”Vores kost er ikke god. Alle medarbejderne i køkkenet er danskere. Hvis vi har fået fisk, og der er rester, bliver den serveret igen dagen efter i en lidt anden udgave. Hvis der stadig er noget tilbage, bliver den samme fisk serveret for tredje dag i træk. Vi får kylling og dansk kød, som vi nogle gange ikke er vant til at spise. Der bliver ikke lavet mad med sælkød til os. Vi savner det meget.”
En anden fortsatte:
”Jeg spiser de små stykker sælkød, som min storesøster har sendt til mig. Jeg spiser dem, mens jeg græder. Dagen efter kan jeg mærke, at min krop har mere energi. Når jeg får kemobehandling, har jeg ikke noget mad, som er nemt for mig at spise. Nogle gange lever jeg i flere dage af tomatsuppe, fordi det er det letteste at få ned – sådan noget, der bare skal varmes i en kop, og som næsten ingen næring indeholder – bare for at prøve at få lidt energi.”
Med tårer i øjnene afsluttede vedkommende:
”Til sidst kommer det, kroppen skal udskille – urin og afføring – ud med samme farve som det, jeg har spist. Når man skal opholde sig her i lang tid, er de forhold, vi lever under, meget dårlige.”
De fortsatte:
”Nogle kommer hertil, især fra yderområderne, kun med deres dagpenge. Derfor har de ikke mulighed for at bruge penge eller få adgang til flere midler. Det er også hårdt at være vidne til, når man selv er i behandling og ikke har mulighed for at hjælpe ret meget.”
Jeg lovede derfor at viderebringe disse forhold til de ansvarlige myndigheder. Og dette er endda kun nogle få eksempler på de problemer, som ikke kan vente med at blive løst, og som nødvendigvis må indgå, når rigsfællesskabet igen skal drøftes.
Blandt andet skal kosten forbedres, så patienterne i højere grad får grønlandske fødevarer. Der bør være personale i køkkenet med kendskab til grønlandsk mad og grønlandske madtraditioner. Og ikke mindst må der ikke spares på patienternes kost.
Jeg har lovet at sørge for, at historierne fra dem, der må forlade vores land for at modtage behandling, bliver hørt. I håbet om, at der hurtigt bliver handlet på deres situation, viderebringer jeg nu deres stemmer og budskab til vores medborgere.
Til de ansvarlige myndigheder: Hør patienternes stemmer, og gør noget ved deres situation. De befinder sig allerede i en yderst sårbar situation. De er i et land, de ikke er vokset op i, de får mad, de ikke er vant til, og oven i det hele kæmper de med savnet af deres nærmeste.
Politikernes opgave er at forbedre forholdene og arbejde for at mindske belastningerne mest muligt. Derfor bør der i forbindelse med rigsfællesskabet rettes særlig opmærksomhed mod de mennesker, som ”ufrivilligt” må forlade Grønland for at modtage behandling. Som minimum skal de sikres ordentlige forhold, hvad angår kost, bolig og den hjælp, de har behov for.
Begrænsningerne på grønlandske fødevarer på de steder, hvor patienterne bor under deres behandling, bør behandles særskilt og løses. Samtidig skal det sikres, at patienterne har adgang til personale, som taler deres sprog, og at de kan modtage hjælp og service på deres eget sprog.