I dag har vi rigsfællesskabsdebat i folketinget – men rigsfællesskabet eksisterer slet ikke. Man får det til at lyde som at vi har et føderalt samarbejde mellem 3 ligeværdige stater, hvilket jo ikke er tilfældet.
Af Aki-Matilda Høegh-Dam, medlem af Folketinget
Som at vi har indgået i et multilateral samarbejde igennem tiden, der har sikret mutual-benefit aftaler. Nej den konstruktion findes ikke.
I stedet lever vi i et levn af en dansk kolonihistorisk Kongerige. En historie, som hovedsageligt er skrevet af Danmark, for Danmark. Som en gerningsmand der grundigt dokumenterer, hvorfor det nu lige var, at alle overgreb der blev begået, var af helt særlige årsager – i bedste mening.
Modbydelige handlinger pakket ind i pyntede ord og selvretfærdighed. Men uanset hvordan man pakker det ind, er konsekvenserne for den grønlandske befolkning stadig den samme.
Igennem disse år har I måske allerede regnet den ud, men derfor kan jeg godt sige det højt alligevel. Jeg er ikke her for at rose det såkaldte Rigsfællesskabs historie. Det er I nemlig rigtig dygtige til selv. Nej, jeg er her, for at dele kalaallits, Inuits historie. En version der ikke altid glæder det danske folk, som pludselig får frataget sig rollen som en arktisk helt. Et perspektiv med grønlandske briller, der gang på gang er blevet overhørt og tysset ned. Derfor er det så vigtigt, at vi endelig anerkender værdien af den grønlandske fortælling.
I årevis har Danmark holdt fast i fortællingen om Danmark som den “gode kolonisator”, men efter at utallige modige inuit, kalaallit har stået frem og ytret sig, er flere modige journalister fra både Grønland og Danmark begyndt at grave ned i sandheden om vores fælles historie.
Tilbage i 1950’erne og frem indførte Danmark en politik som skulle integrere Grønland som en ligeværdig del af det danske kongerige. Beslutningen var at kongeriget skulle bestå af ét land, ét sprog, og ét folk. For at få det til at lykkes, var det vigtigt at grønlændere kendte deres plads, og at man kun ville blive belønnet i systemet, hvis man var dansk, eller blev dansk nok.
Det resulterede i det ene hæslige politiske tiltag efter det andet.
Lad mig komme med nogle eksempler:
1. Bortførsler af grønlandske børn, som blev taget væk fra deres familier, for at gøre dem danske. Andre børn hvis forældre ikke gav samtykke forsvandt bare. Og som I selv ved, blev en del grønlandske børn, en del af et eksperimentet.
2. Fødestedskriteriet blev indført, hvilket var en racistisk og undertrykkende lov, som betød at grønlændere skulle have mindre i løn end danskere i Grønland.
3. Juridisk faderløse børn blev født ind i et dansk kongerige. Et kongerige som havde besluttet sig for at beskytte de danske håndværkere, der kom til Grønland og fik børn. Børn som fædrene ikke skulle have noget som helst medmenneskeligt ansvar for. Man blev jo nødt til at tage hensyn til håndværkernes ægteskaber derhjemme i Danmark.
4. Tvangsnedlukninger af aktive og velfungerende byer, så familier og venner blev splittet i alle retninger.
5. Spiralskandalen, hvor Danmark besluttede sig for at tvinge piger helt ned til 13 års alderen til at få primitivt udviklede spiraler, blot for at spare penge, ved at formindske den stigende fødselsrate i Grønland. Dette endte med sterilisering for mange.
Jeg kunne blive ved med at holde spejlet op foran jer.
Børnebortførsler… i bedste mening.
Økonomisk racediskrimination… i bedste mening.
Folkemord… i bedste mening.
Uanset hvordan man nu end har vendt og drejet på den pyntet historiebog, så er alle disse traumer, alle disse konsekvenser, ikke noget der bare ligger hos et par få mennesker – det ligger som en tung dyne iblandt befolkningen.
Alligevel er det robuste inuit, kalaallit et af de stærkeste folkefærd i historien. Vi, fra Grønland er endda stærke nok til at tilgive og komme videre. Det har vi udtrykt gang på gang. Men for at bearbejde de mørke kapitler i vores historie, er det også vigtigt at vi fra begge sider anerkender, hvad der virkeligt er sket.
Uden pynt og omsvøb.
I 2013 ønskede Grønland en forsoningskommission mellem Grønland og Danmark, som skulle afdække og hjælpe folk med at komme videre. Alligevel meddelte den daværende statsminister at Danmark ikke ville deltage. Grønland måtte stå alene med en forsoning – men det giver sig selv, at to parter ikke kan forsones, når den ene nægter at deltage.
Man får næsten lyst til at spørge sig selv om, hvad det var, Danmark var så bange for?
Derfor var det mig en stor ære at være vidne til, da den socialdemokratiske statsminister, under den første åbningstale for året 2019, gav mig et kram, efter mit ønske om en officiel undskyldning.
Og efterfølgende sagde fra talerstolen at hun vil give den undskyldning. Hun tog, fra dansk side, det første rigtige skridt mod forsoning.
Alt er ikke kun mørkt og dystert. Tiderne udvikler sig, men det er vores eget ansvar idag, at holde gang i denne udvikling. Der massere af arbejde at tage fat i, fordi der er stadig lang vej hen imod et reelt sandheds og forsonings-arbejde.
Vi skal ikke længere pynte på historien til uigenkendelighed. Vi skal derimod lære af historien. Vi skal forstå, hvad vi kunne havde gjort bedre. Og vi skal udvikle os.
Med henblik på at forhindre at historien uhensigtsmæssigt gentager sig, vil jeg gøre opmærksom på, at grønlandske børn i Danmark, bliver tvangsfjernet syv gange oftere, end i danske familier.
Disse børn risikerer at miste vores sprog, vores kultur, vores identitet. Endnu engang står vi grønlændere og mister vores børn i dagens Danmark.
Så vil nogen måske påstå, at det bare drejer sig om grønlandske forældre, der ikke kan varetage ansvaret for deres egne børn. Og jeg vil gerne anerkende, at der kan forekomme tilfælde, hvor anbringelser er på sin plads. Men det er værd at bide mærke i, at de typer af test, der bliver brugt til at vurderer forældrenes kompetencer, hverken tager højde for de sproglige eller kulturelle forskelle mellem Danmark og Grønland.
Hvilket også kom frem i denne uges DR P1 morgen udsendelser.
Jeg har personligt snakket med en hel del af de grønlandske børn, som er blevet anbragt udenfor hjemmet. Desværre, er det et kendetegn iblandt dem alle, at de oplever racisme, og at de oplever tab af sprog og kultur.
Her er det vores opgave at sikre os to ting.
1. At retssikkerheden for forældrene er i orden, før man vælger at anbringe barnet.
2. At barnet ikke bliver udsat for racisme, eller mister deres ophav på grund af anbringelse.
Vi skal ganske enkelt skabe en bedre fremtid til de kommende generationer. Hvis det skal være op til mig, skal vi kunne skrive en helt anden historie i fagbøgerne fra i dag af. Vi skal kunne skrive at fra det år statsministeren undskyldte for de såkaldte eksperimentbørn, startede de første små skridt hen imod forsoningen mellem landene, der skal vi også kunne sige at man begyndte at skrive historien med Grønland, og ikke kun om Grønland.
At man via selverkendelse, ærlighed, velvilje og fælles ansvar, endte det med at blive et stærkt og smukt, ligeværdigt samarbejde.
Det var et stort arbejde, men i reel fællesskab kunne det sagtens lade sig gøre.