Handicappede er beskyttede ved lov, men vi har fået bevis for, at den lovfæstede beskyttelse ikke virker efter hensigten. Det er totalt uacceptabelt
Af Laura Taunâjik Uitsatikitseq, medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq
Oversat – Forestil jer, at en handicappet person, der ikke er i stand til at beskytte sig selv og som ikke kan råbe efter hjælp hos det personale som hun stoler på, og der kommer nogen ind i hendes værelse og misbruger hende seksuelt. Forestil jer, hvordan hun har det med ikke at være i stand til at give udtryk for sin smerte og higer forgæves efter hjælp. Hun håber, at der kommer nogen ind og hjælper hende, men der kommer aldrig nogen. Det gør ondt at tænke på og meget svært at forestille sig. Og det sker i vort land, og så langt ude er vi kommet.
Vore handicappede er beskyttede ved lov, men vi har fået bevist, at loven ikke rækker til at beskytte dem der har behov. Det er totalt uacceptabelt, for der ligges stadig hindringer i vejen. Det til trods for, at vi kan høre alarmklokkerne ringe. Vi skal kunne debatterede forholdene uden skam, for vi er dem, der kan udtrykke vor mening og handle.
Befolkningen i landet er rystet, der er vrede og beskyldninger i luften. Alle peger fingre ad hinanden og efterlyser de ansvarlige. Det er hårdt, at der tages affære så sent, og det kan ikke accepteres, det ændrer vort syn totalt. Det er nu, der skal ske ændringer. Det er dit og mit ansvar.
Det står i loven, at alle der bor i døgninstitutioner skal bo sådan, at de har mulighed for privatliv. Men de berørte handicappede er ikke i stand til at udtrykke sig med ord og kan ikke forklare, hvad der er sket. Derfor vil det være det mest betryggende for alle, at der bliver installeret overvågningskameraer i disse værelser. Der må ske en opstramning af overvågningen.
Alle har rettigheder, også de handicappede. Det der er sket her, må ikke gentage sig, men det er nu, at man skal tage stilling til, om dette beslutningsforlag er for Inatsisartut at tage stilling til.